Enock Mwandila Poulsen har kun bokset 11 profkampe. Det er ikke mange for en EM-udfordrer, selv om Thomas Damgaard blev Europamester allerede i sin tiende profkamp. Poulsen føler dog, at han er klar til opgaven.
“Jeg føler, at det kommer på det rette tidspunkt, og jeg føler mig klar og rustet til opgaven og klar til at blive europamester. Det er jo min karrieres højdepunkt. Det er gået stærkt i forhold til en normal boksekarriere, og nu får jeg den her kæmpe mulighed for at blive Europamester allerede i min 12. kamp, så det er gået stærkt, men det er også det, jeg har villet fra starten af. Jeg vil gerne hurtigst muligt fremad, fordi jeg ved, at jeg selv har niveauet til det og måske endnu mere,” siger Enock Mwandila Poulsen til Ekstra Bladet.
Han kæmper stadig med genoptræningen efter en knæoperation. Han håber dog, at han er tæt på at kunne på fuldt blus.
“Det går godt med genoptræningen. Jeg skal til tjek på mandag, og der får jeg at vide, om jeg får grønt lys til at træne fuldt ud igen, så der går stadig noget tid med knæet endnu, men jeg håber snart at komme i gang igen, så jeg kan træne mig op til kampen. Det er bare om at komme sig over skaden nu og give den fuld gas, så jeg kan være hundrede procent klar til kampen,” siger han.