Patrick Nielsen: Jeg glæder mig helt vildt

Patrick Nielsen skal den 5. oktober i Gilleleje bokse for første gang i halvandet år, når han møder Armen Ypremyan. Og han ser frem til opgaven.

“Siden jeg skrev under med Q Pro Boxing, har jeg gået rundt med en god mavefornemmelse. Jeg er sikker på, at det var den rigtige beslutning og jeg glæder mig virkelig til at komme frem og vise noget. Bare det at det er lang tid siden, at jeg har kæmpet har givet mig blod på tanden. Nu er det ved at være tid,” siger Patrick Nielsen i en pressemeddelelse.

Patrick Nielsen var senest i kamp i et MMA-bur, men med den erfaring rigere har han igen rettet opmærksomheden mod boksning.

“Boksning er bare en mere kontant sport. Har du ikke paraderne oppe, så bliver du altså straffet med det samme,” siger Nielsen, som føler sig klar til den kommende opgave.

“Jeg er ikke bange for, at der skal bankes rust af. Boksning ligger på rygraden, og det rust der måtte være, er lige til at banke af i den første runde. Den sidste måned er med fulde gardiner lige op til ugen før. Der skal køres på og rettes ind og så er vi ved at være der. Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver totalt blæret,” siger han.

Foto: Boksenyt
Kommentarer