Mwandila Poulsen kan stadig ikke løbetræne

Samtidig med at EU-mesteren Enock Mwandila Poulsen (på billedet sammen med træner Thomas Povlsen) er udpeget som officiel udfordrer (mandatory) til Europamesteren, kæmper han stadig med det knæ, han fik opereret i juni, umiddelbart efter EU-titelsejren

Mandag var han til tjek hos lægen, og selv om der er fremgang med det opererede skal han fortsat afholde sig fra at løbetræne de næste 3 uger. Samtidig skal en specialist i denne uge se nærmere på knæet, så der kan lægges en plan for, hvordan den videre genoptræning skal foregå.

“Lige nu arbejder jeg meget fokuseret på genoptræningen og på snart at kunne løbe ordentligt igen. Jeg har selvfølgelig været lidt bekymret, fordi lægen i starten sagde, at der højest ville gå 4-5 uger, inden jeg kunne træne, og nu er der gået næsten 8-9 uger uden grønt lys. Men jeg er meget motiveret og endnu mere nu, fordi jeg netop er blevet indstillet til en EM-kamp,” siger Enock Mwandila Poulsen i en pressemeddelelse.

Da Europamester Sandor Martin angiveligt skal bokse et frivilligt forsvar i november eller december, går der formentlig nogen måneder endnu, før Poulsen kan gå i ringen i en EM-kamp. Alligevel ser Poulsen allerede nu frem til chancen.

“Selvfølgelig er jeg overrasket over, at det er gået så stærkt. Jeg havde forventet, at jeg først skulle forsvare min nuværende EU-titel. Men det er en oplagt chance og mulighed for at komme endnu højere op. EBU må se nogle muligheder i mig, siden de lader mig blive den næste officielle EM-udfordrer, men det hænger selvfølgelig også sammen med min placering som nummer 5 på europaranglisten,” siger han.

Foto: Enock Mwandila Poulsen Facebook
Kommentarer