Lørdag skal Patrick Nielsen bokse sin første kamp i mere end 17 måneder. Det kan betyder lidt rust i boksemaskineriet, men ellers føler han sig klar og forberedt til modstanderen, armensk-franske Armen Ypremyan.
“Vi har kigget lidt på ham og han virker som en bokser, som vil komme buldrende frem og kæmpe for sin sag. Men det tror jeg, vi er rimelig godt forbedret på. Jeg har lidt ringrust, der skal bokses af. Det er naturligt. Den første omgang bliver brugt på at lure ham lidt af, og så burde det være det,” siger Patrick Nielsen i en pressemeddelelse.
Han ved, at han har noget at bevise.
“Jeg glæder mig utroligt meget. Det har været en lang pause, så det bliver en fed følelse at komme op i ringen igen. Jeg er så klar, som jeg kan blive. Jeg ser så utroligt meget frem til den her kamp. Det er make it or break it. Enten kickstarter det min karriere, eller også ender det den. Jeg ser det ikke som et pres, men som en mulighed for at bevise, at jeg stadig har det der skal til,” siger han.