Patrick Nielsen måske til Q Pro Boxing ?

Patrick Nielsen var ringside ved Quaestor Fight Night i Aabenraa for få dage siden, og her fortalte han Boksenyt, at han har planer om at bokse igen allerede i år.

Nu bekræfter promoter Thomas Møllenberg overfor Ekstra Bladet, at Patrick Nielsen kan være på vej til Q Pro Boxing.

“Vi er i tæt dialog med Patrick Nielsen. Vi går ind på opløbsstrækningen, og vi skal lige have de sidste ting på plads… Det, forventer jeg, sker. Og så håber vi, at vi kan præsentere Patrick Nielsen i den nærmeste fremtid. Jeg har kendt Patrick, siden han var amatørbokser. Jeg har også fulgt med i hans karriere de senere år. Og med de boksemæssige kvaliteter, som vi faktisk føler, Patrick besidder – og som måske ikke har blomstret de senere år – så mener vi faktisk, at vi har de fornødne kapaciteter til at hjælpe ham på vej til nogle nye, store titelkampe – som hans talent berettiger til,” siger Thomas Møllenberg til Ekstra Bladet.

Patrick Nielsens manager, Peter Secher, vil ikke bekræfte, at en aftale er på vej, men han slår fast, at MMA-eventyret var en enlig svale for Nielsen.

“Jeg kan ikke og vil ikke be- eller afkræfte noget lige nu. MMA var på den måde ikke en ny karrierevej for Patrick Nielsen … Det var noget, han forsøgte sig med for at se, hvad det var. Patrick er jo bokser. Og der er ingen tvivl om, at han vender tilbage til boksning, spørgsmålet er bare under hvilke former,” siger Peter Secher til Ekstra Bladet.

Kilde: eb.dk, Foto: Team Sauerland
Kommentarer