Cruiservægterne Steffen Rørstrøm (3-0) og Thorbjørn Boudigaard (4-1) skal begge for anden gang i profkarrieren ud i et rent dansk opgør, når de mødes i Forum Kolding den 23. november.
Rørstrøm vandt i april i Ringkøbing over Amre Allman, mens Boudigaard tabte en svær profdebut mod Hamza Hussein i København i 2023. Begge har vundet deres øvrige profkampe mod udenlandske modstandere.
“Man kan være for og imod kampe, hvor danskere dyster mod hinanden. Fakta er at landsmænd ofte bokser hinanden i andre lande, så det er ganske almindeligt. Jeg synes personligt, at danskeropgør tit bliver nogle utrolig medrivende og fede kampe. Jeg er sikker på at dette cruiservægt brag også bliver en af dem,” skriver promoter Kasper Høyer Holgersen på Facebook.
Ingen af de to danskere har været på fast promoterkontrakt, men Rørstrøm har bokset sine hidtidige profkampe på TK Promotion stævner, mens Boudigaard har bokset alle sine kampe på Danish Fight Night stævner i Royal Arena. Boudigaard har dog ikke fået kampe på DFN siden maj.
På BoxRec er 30-årige Rørstrøm nr. 372 i cruiservægt, mens 23-årige Boudigaard er nr. 428, så målt på den skala er der lagt op til et ganske lige opgør. Kampen er sat til 6 omgange.