Rossing møder ukrainsk ubekendt

“Ukraines hemmelige våben”, kaldes han i Ekstra Bladets overskrift. Og avisen har i hvert fald ret så langt, at den 35-årige ukrainer Sviatoslav Svyryd (5-2, 1 ND) er en noget ubekendt faktor i international boksning. Men danske fans kan lære ham at kende, når han ifølge en pressemeddelelse møder Ditlev Rossing (13-0) den 1. februar på Frederiksberg.

Svyryd ligner dog ikke umiddelbart noget specielt farligt våben.  Han er i skrivende stund rangeret som nr. 624 på BoxRec i cruiservægt, hvor Rossing er nr. 63. Og det hører med til historien, at Svyryd mest har bokset i letsværvægt, og at han aldrig har vejet ind højere end 182,5 pounds – vægtgrænsen til cruiservægt er 200 pounds.

I 2017 leverede ukraineren en overraskelse, da han på udebane stoppede den ubesejrede afghansk-schweizer Shokran Parwani. Men både Svyryd og Parwani blev taget for doping, og resultatet blev ændret til en No Decision.  I 2018 og 2019 har han kun bokset to kampe, begge klare pointsnederlag på udebane mod habile modstandere, senest i marts 2019.

Rossing vender til lejligheden tilbage efter en håndoperation. Og han undervurderer ikke modstanderen.

“Han ser ud til at være en ganske udmærket modstander, der er fysisk stærk, og han kommer helt sikkert for at vinde og virkelig skabe en god kamp. Jeg ser frem til at tildele ham det første knockoutnederlag.

Nu har jeg gået og ikke kunnet lave andet end at slå med højrehånden i en lang periode, så den må jeg jo næsten kunne gå ind og levere varen med i min kommende kamp. Det bliver et brag af en kamp, og det bliver godt at komme tilbage efter min sidste kamp, som var lidt rodet. Jeg ser virkelig frem til at vende tilbage til ringen igen og få en knockoutsejr,” siger Rossing i pressemeddelsen.

Kilde: eb.dk

Kommentarer