Ditlev Rossing har ikke haft de bedste forberedelser til fredagens stævne i Nykøbing. Først og fremmest fordi hans reservefar og mentor, Christian Ullits Christensen, døde for blot en uges tid siden.
“Jeg vil gerne dedikere denne kamp og alle kampe, som jeg bokser fremover til Chris. For uden ham var intet af det her muligt. Chris har altid troet på mig og støttet mig, selv da ingen andre gjorde det. Jeg startede denne rejse sammen med ham, og derfor knuser det mit hjerte, at han ikke kan være med og se, hvor det ender henne. Men jeg har ham med i hjertet, når jeg går i ringen. Jeg ved, at han kigger med oppefra. Han er et bedre sted nu,” siger Ditlev Rossing i en pressemeddelelse.
Ifølge Rossing er det i Christian Ullits Christensens ånd, at han bokser alligevel.
“Jeg ved, at han ikke ville have, at det skulle gå ud over min kamp. Da jeg besøgte ham på hospitalet, sagde han: ’Har du styr på, hvor du skal træne, mens du er her?’ Og jeg sagde, at det skulle han virkelig ikke bekymre sig om, men sådan var han. Han levede og åndede for boksning og havde et kæmpe hjerte. Han fortalte mig, at var vigtigt for ham, at hans sygdomsforløb ikke skulle gå ud over mit fokus på boksningen. På den måde er det i hans ånd, at jeg tager denne kamp og gør det for ham,” fortæller Ditlev Rossing, der samtidig ikke har haft sin vanlige sekundant, Sherman Williams, til at svinge pisken. Ifølge Facebook fik Williams for sen besked om stævnet, så han kunne ikke komme til Danmark.
Desuden har Rossing (10-0) i sidste øjeblik fået ny modstander. Spanske Wilson Santos har meldt afbud, og modstanderen er nu den georgiske journeyman Zura Mekereshvili (17-22). Selv om georgieren har tabt mange kampe, og blot er nr. 755 på BoxRec, så går han som regel tiden ud, også mod gode folk. Han er kun blevet stoppet fire gange.
“Jeg er klar til kampen og har forberedt mig så godt som muligt omstændighederne taget i betragtning,” siger Ditlev Rossing.