Sebastian Terteryan vandt, Nikolai Terteryan tabte ved U22 EM

Ved U22 EM i Italien blev det til en sejr og et nederlag i Terteryan brødrenes første kampe.

Sebastian Terteryan i weltervægt, 69 kg, vandt sin første kamp med 5-0 over Saimonas Banys fra Litauen.

“Litaueren er en tæt bygget, stærk bokser, som Sebastian besejrede i Litauen i maj måned. Vi vidste derfor hvad der ventede og Sebastian havde styr på sin modstander hele vejen. God afstandsboksning, og en smule slagsmål til sidst i tredje omgang,” skriver DaBU på Facebook

Sebastian Terteryan møder nu franske Hugo Grau i sin næste kamp lørdag.

Nikolai Terteryan i 64 kg tabte en hård kamp til Lounes Hamraoui fra Frankrig. De to mødte også hinanden i Litauen, hvor en kampivrig Terteryan lod sig ramme hårdt.

“Taktikken var derfor at være mere bevægelig på benene, og flytte sig når han havde ramt franskmanden. Det lykkedes rigtig godt i første, og Nikolai vinder den hos alle dommere. Franskmanden kommer forventeligt farende fra starten af anden omgang. Det var ca 40 sekunder, hvorefter Nikolai får lidt plads igen.

“Nikolai får dog aldrig rigtig ramt taktikken fra første runde igen, han vil lidt for meget, hvilket giver franskmanden noget at slå på. Franskmanden vinder anden på alle dommerstemmer. Det samme mønster gentager sig i tredje: Nikolais kamphjerte tager over, samtidig med varmen har tappet skarpheden. Det bliver en tæt runde, men franskmanden får den på sin bedre fysik og tungere slag,” lyder det i DaBUs referat.

Nikolai Terteryan er dermed ude af turneringen.

Kilde og foto: DaBU Facebook
Kommentarer