Solid pointsejr til Sharif

“Somebody’s 0 had to go”, Heva Sharif (nu 4-0) skulle møde den ligeledes ubesejrede spanier David Munoz (nu 5-1). Det hørte dog med til historien om de rene papirer, at ingen af de boksere havde mødt folk med positive rekordlister. Det har de selvsagt begge nu.

På forhånd havde vi gjort Sharif til favorit, men starten af kampen var ganske taktisk og jævnbyrdig. Munoz var hurtig, bevægelig og lidt akavet at bokse, men Sharif havde fat i midten af ringen med større bund i slagene, og han holdt nok snuden foran i de første par omgange.

Munoz havde en hæderlig 3. omgang, men Sharif havde styr på 4. omgang, ikke mindst med gode uppercuts. Spanieren var dog stadig med i kampen, hvor de to boksere begge reddede sig en lille skade til i 6. omgang. Tilskyndet af træner Thomas Damgaard satsede Sharif i 7. omgang lidt mere, og han fik åbnet Munoz’ øjenskade yderligere.

Munoz fik taget et point for at stange, og dermed var den sidste tvivl om udfaldet nok udvisket. Efter de 8 omgange fik Sharif ganske fortjent sejren med 2 x 78-73 (Jan Christensen og Rene D. Larsen) og 79-72 (Per K. Hansen).

Kommentarer