To uger.
Så lang tid tog det at afvikle den danske profstævneaktivitet for sidste halvår af 2022 – bortset fra Jacob Porsgaards kamp i Hillerød om en god uges tid, og med mindre at der dukker noget uventet aktivitet op med kort varsel. Sammen med Sarah Mahfouds kamp i England blev det et par korte, men hektiske uger, med stævner i Nykøbing Falster og Kolding.
Desværre blev det også rigeligt kort, målt i boksede omgange. Undercardet i Nykøbing bød på 5 påbegyndte omgange, hele stævnet i Kolding på 11. Knockouts er krydderiet på professionel boksning, siges det. Men hvem bryder sig om overkrydret mad ?
Det handler om at finde niveauet i alting. I ambitioner, i planer, i matchninger. Og det er ikke altid nemt. Hvor er for eksempel balancen mellem at drømme stort og at have realiserbare mål ? Og så er der matchmakingen. Det er en kunst, der kan kræve både indsigt og fingerspidsfornemmelse.
Mahfoud nåede sit højdepunkt
Spilselskabernes odds var ikke til at misforstå. Sarah Mahfoud var gigantisk underdog mod den amerikanske stjerne Amanda Serrano. Og kampen og punchstats viste på den ene side, at det var der grunde til. At erfarne boksekendere kunne tale om at Mahfoud var “tæt på uafgjort”, det er ude i outer space.
På den anden side leverede Mahfoud en absolut godkendt og hæderfuld præstation under omstændighederne. Ikke bare tog hun sine klø med anstand og gik tiden ud. To sidedommere valgte endda at give hende de tre ret lige omgange, hvor Serrano tog foden af gaspedalen og lukkede Mahfoud ind.
Det resultat kan Mahfoud godt bære med sig videre. Og det er såmænd ikke udelukket, at hun igen kan komme i spil til titler, som niveauet er i fjervægt. Hun har bevist, mod Carabajal og Meinke, at hun med omhyggeligt udvalgte muligheder godt kan erobre VM-bælter, og afhængigt af de kommende måneders udvikling, kan de muligheder såmænd udmærket opstå.
Amanda Serrano har nu tre store VM-bælter og jagter det fjerde, WBA-bæltet. Det sidder om livet på mexikanske Erika Cruz, men hun er på tv-aftale med DAZN, og meget tyder på at DAZN vil beskytte hende, som deres mexicanske navn. Men uanset om Serrano får lov til at nappe Cruz, eller hun må opgive, så er det et ganske sandsynligt scenarie, at Serrano indenfor det næste år vil smide sine titler, når hun skal møde Katie Taylor igen.
Hvis det sker, så vil der være ledige bælter at jagte i fjervægt. Det kunne godt åbne for muligheder for at investere og finde modstandere, der kan godkendes til VM-kampe – den mulighed vil sandsynligvis også findes for Dina Thorslund, hvis hun rykker op i vægt.
Men det vil nok også være niveauet at gå efter for Mahfoud. Kampe på Serrano-niveau igen ? Mirakler sker, men næppe. Nu har Mahfoud været der. Det er et ganske stort mål, der er nået.
Ljungquists åbning
Efter en række lidt frustrerende år for Kem Ljungquist, fandt han til stævnet i Nykøbing det trappetrin, hvor han kunne træde op på næste niveau: En titel i WBCs nyskabte vægtklasse, bridgervægt. Og på trods af et ærgerligt af afbud fra sydafrikanske Chris Thompson lykkedes det med ret kort varsel af finde en modstander, der kunne give Ljungquist en kamp ud af det.
Kem Ljungquist boksede ikke op til sit allerbedste, begivenheden og en masse arbejde med et selvskabt arrangement satte sine spor. Sejren over den habile, men ikke skræmmende schweizer Benoit Huber var der dog ikke tvivl om. Og nu kan Ljungquist formentlig løfte sigtekornet lidt.
Der kan være flere veje at gå. Det vil afhænge en del af verdensmesteren Oscar Rivas og hans udfordrere. Måske/måske ikke bliver et titelforsvar mod polske Lukasz Rozanski gennemført, og han har netop fået kroatisk-engelske Matchroom-bokser Alen Babic som mandatory.
Afhængigt af de udviklinger kan Ljungquist vælge at jagte VM-kampen, og forsvare sin WBC International titel, eller rykke tilbage i sværvægt, og håbe på lidt større kampe. Umiddelbart rykkede Ljungquist med sin sejr “kun” op som nr. 12 på WBCs rangliste, ikke så højt som håbet.
Ljungquist bokser efter eget udsagn nok en kamp mere i år, men det bliver næppe med en titel på spil, og formentlig i udlandet. Et nyt eget stævne i det nye år ? Måske.
Dårlige bosniere
Undercardet var ikke prioriteringen i Nykøbing. Og det blev oven i købt ramt af problemer og ærgerlige afbud fra blandt andre den planlagte debutant Frederik Badenski og Haris Dzindo. Nu kom Jacob Porsgaard og Heva Sharif i kamp, men desværre mod bosniske modstandere, der ikke havde meget at byde på. Især Sharifs modstander havde hverken bokseevner eller kampvilje.
Det fyldte dog ikke meget hos det publikum, der var kommet for at se Ljungquist, og som her trods alt fik 10 omgange med kamp og spænding. Men der er lidt at rette op på, hvis Ljungquist-lejren igen kaster sig ud i at arrangere egne stævner. En bokseaften er lidt mere end hovedkampen, hvis publikum, sponsorer og tv/streaming skal have valuta for pengene.
Jacob Bank: Hvor langt han kan nå ?
Banks matchning mod Rafael Bejaran i Kolding lignede på forhånd et fornuftigt skridt op. Og rent teknisk bragte kampen da også Bank ind i top-100 på BoxRec. Men den gav ikke mange svar på, hvor langt Bank egentlig kan nå – det blev i hvert fald ikke afkræftet, at det kan blive rigtig langt.
Bejeran var ellers så tilpas rutineret, og havde bokset på så tilpas højt niveau – blandt andet ved at besejre Landry Kore for blot et års tid siden – at han lignede en slags test. Det stoppede en angivelig skade efter blot en omgang, hvor Bank virkede i fuld kontrol.
Det gør ikke udfordringerne med at matche Bank fremover mindre. Egentlig er han med kun 8 profkampe stadig i en fase, hvor man kunne ønske, at han fik nogen udviklingskampe. Men han er allerede sportsligt bærende for TK stalden, selv med Ditlev Rossing og Mikkel Nielsen med på vognen.
Samtidig har han demonstreret et potentiale, der gør ham sværere og dyrere at matche meningsfuldt. De egnede modstandere i nærheden af top-100, der måtte have mod på at komme til Danmark for at møde Bank, de skal have rigtige penge for det. Så sportsligt: The sky is the limit. Økonomisk: Det er spørgsmålet.
Rossings ambitioner
Ditlev Rossings ambitionsniveau fejler intet. Tilbagevendt efter to et halvt års pause og personlige problemer, så går han efter VM-kampe. Det niveau viste han ikke i Kolding, selv om han vandt på knockout, og det var vel ikke så overraskende. Der var en del rust at banke af, og ret beset var Rossing også før sin pause ført smart frem i kampe mod håndplukkede modstandere, der rykkede ham på ranglisterne, uden at teste ham helt for alvor.
Rossing er endnu kun 27 år, så der burde stadig være tid til udvikling, især pausen taget i betragtning. Men er tålmodigheden og økonomien til en ny, længere opbygningsfase ? Meget taler for, at Rossing snart kan være nødt til at tage chancer, eventuelt på udebane. Indtil da, så er der ingen tvivl om, at han pynter gevaldigt på niveauet på TK Promotions stævner.
Mikkel Nielsens mål ?
Mikkel “Pjatrøv” Nielsen nåede faktisk at blive aftenens bokseoplevelse i Kolding. Efter en lidt famlende 3. omgang tog pokker ved den sønderjyske fynbo, og han bombarderede sin ellers rimeligt habile modstander med slag, så kampleder Freddy Rafn måtte skride ind.
Det var i sidste ende en Nielsen, der viste det niveau, vi godt kender, på trods af den lange kamppause. Og så er spørgsmålet, hvad han vil opnå på det niveau ? Mindre titelkampe er ikke udenfor rækkevidde, og der har han allerede været – også på udebane. Mikkel Nielsen er 33 år, så han skal ikke vente for længe på at søge chancerne.
I værste fald kan han ende som journeyman mod nye opkomlinge. Europæiske matchmakere kender godt hans niveau, og han vil være en attraktiv matchning for de rigtigt stærke talenter i weltervægt og letmellemvægt. Det kan måske give lidt håndører og oplevelser, men er det, hvad der driver ham nu ?
Ringkøbing-boksernes hurtige aften
Khybar Akbari nåede på sine to boksede omgange at vise fornuftig fremgang i forhold til hans knap så prangende debut. Jeppe Møller Christensen nåede at vise, at han kunne slå et jab og en god højre, mod en umulig modstander, der ikke kunne noget.
Det bliver interessant at se på kommende TK Promotion stævner, hvor store ambitionerne egentlig er med staldens lille Ringkøbing-hold. Jeppe Møller og Payman Akbari har allerede måttet indkassere deres første nederlag, Khybar Akbari fik en heldig uafgjort i sin debut.
Payman Akbari er blot 21 år, Jeppe Møller er 23. Men har TK Promotion rum til at beskytte dem i 10-15 kampe mere, samtidig med at Bank bliver ført meget hurtigt frem, og Rossing og Nielsen i værste fald bliver skudt hurtigt af ?
Under alle omstændigheder, elendige matchninger som Jeppe Møller mod Andy Goy får hverken han, publikum eller TK Promotion noget ud af. Den slags svipsere må der luges ud i, hvis projektet skal have lang levetid.
De 11 omgange i Kolding
Mikkel Nielsen måtte hen i 4. omgang, før han afgjorde sagen, og det blev stævnets længste kamp. Med samlet 11 påbegyndte omgange blev det en meget kort aften, også fordi der (ligesom i Nykøbing) ikke var amatørkampe til at bage op. Det er simpelthen for lidt for et stævne med det ambitionsniveau.
Man kan indvende, at der var et sammentræf af omstændigheder her, for eksempel med Bejarans hurtige exit. Og der har tidligere været TK-stævner, hvor ingen af deres boksere vandt før tid. Blandt andet i Holstebro i april, hvor alle kampe gik tiden ud, med tre danske nederlag. En matchmaker kan komme i vridemaskinen for både stævner som Holstebro og Kolding. Det gælder om at finde både niveau og balance. Hver gang.
Skraldespandsforbundene
Stævnerne i Nykøbing Falster og Kolding nåede begge at demonstrere et af profboksningens problemer: De skraldespandsforbund, der så ofte bruges til at omgå regler og rimelighed.
Det er sket mange gange før, også i Danmark, og for få dage siden var det endda på tale i England, da Conor Benn testede positiv for doping. Men de pynter ikke på profboksningens renommé.
I Nykøbing fik en fransk sværvægtsdebutant – talentfuld men ligegyldig for det danske publikum – lov til at bokse på licens fra Luxembourg, selv om han var spærret i Frankrig efter en på de kanter meget omtalt voldssag. Og i Kolding fik umulige Andy Goy lov til at bokse på licens fra Litauen, selv om det britiske forbund BBBofC aldrig ville have givet ham lov til at bokse.
Man kan bebrejde danske og udenlandske forbund for de startttilladelser. Men der hviler også et ansvar på arrangørerne. Og det bliver i sidste ende ris til egen promoterrumpe med for mange Goy-matchninger. For de jager publikum væk, når det bliver under lavmålet.
Anyway, vi ses i 2023. Forhåbentligvis.
