I kommunikation er det et gammelt udtryk, der siger ”the media is the message”, mediet er budskabet. For det er ikke ligegyldigt, om en information bliver fortalt i Danmarks Radio eller i Se&Hør. På samme måde kunne man i underholdningsbranchen nogen gange tale om, at ”the arena is the event”, arenaen er begivenheden.
Den få år gamle Royal Arena i Ørestaden er sådan en arena, der kan give suset. Det er blevet stedet for store indendørs begivenheder i den østlige Danmark, med koncerter og sportsbegivenheder, der overhaler Boxen i Herning. Og netop Royal Arena har promoter Bettina Palle lavet aftale med om dette og kommende stævner.
Optakten til stævnet har da også i høj grad handlet om, hvor fantastisk en arena det er. Og jeg tror faktisk, at det i sig selv er god salgsstrategi. Det er nok ikke usandsynligt, at det kan trække væsentligt flere tilskuere, end det samme stævne kunne have trukket i for eksenpel Frederiksberg-Hallerne.
Omvendt forpligter arenaen jo også. Hvis man går til musik, vil man jo nok forvente en anden slags koncerter.i Royal Arena, også selv om et spillested som Amager Bio kan give fine musikoplevelser. Derfor virker det lidt skævt, at der sportsligt ikke rigtig er skaleret op til dette stævne, der skal fylde en tilpasset hal med plads til 3.000. Aftalen med Royal Arena, sammen med Pluto TV aftalen, ligner ellers en meget stor åbning for Danish Fight. Den åbning fortjener bedre.
Faktisk er dette mindst en hylde lavere end stævnet på Frederiksberg sidste år med Poulsen EM-kamp, Mahfoud VM-titelforsvar, Meng Youth titelkamp, Ljungquist på undercardet og Lundgaard i amatørkamp. Vi er slet ikke dér med et stævne med en enkelt WBA Continental titelkamp øverst på plakaten – også selv om det bliver med nationalsange og det hele.
Den italienske matchmaker Alessandro Ferrarini kan ikke have fëet det vilde budget at lege med, da han skulle skaffe især italienske modstandere til danskerne. Han har så alligevel leveret sit håndværk: At trylle et par modstandere frem, der kunne tænkes at skabe interessante kampe, selv om det ikke er glamourøse og sælgende navne. Noget lignende gjorde han flere gange for Team Sauerland i Danmark.
Den virkelig gode nyhed her er så, at dette er det andet DFN stævne på mindre end tre måneder. Vi skal vist tilbage til 2018 for at finde så kort interval mellem DFN stævnerne. Det er godt for bokserne, der har lidt under inaktivitet.
Meng vs. El Harraz
Nr. 287 på BoxRec i letmellemvægt. Det indikerer ikke en modstander, bør kunne give rynker i panden for en bokser, der er ført frem som et af Danmarks største håb de senere år. 29-årige Khalil El Harraz (15-3-1) fra Italien kan dog godt vise sig at være en noget mere besværlig modstander, end den rangering antyder.
I 2022 gav El Harraz den tyske tidligere WBA Interim mester og EBU mester Jack Culcay reel modstand. Senest fik Oliver Meng (10-0) jo i sidste halvdel af kampen overraskende problemer mod brasilianeren Walisson Fagundes, der var endnu lavere rangeret. Så de to bokseres seneste kampe giver nok et lidt andet billede end BoxRec placeringerne.
Det er værd at bemærke, at kampen er sat til 12 omgange. Meng har to gange prøvet at gå fulde 10 runder, så det burde han være klar til. Men det kræver altså, at der er steppet op på træningen siden sidst, hvor gassen gik af efter 4 omgange. Italieneren har større erfaring med lange kampe. Blandt andet gik han 12 omgange mod Vincenzo Gualtieri, der inden længe skal bokse IBF VM-kamp i mellemvægt.
El Harraz er en lille, fysisk stærk bokser, der gerne vil ind og slå hooks, og han har hæderlige parader. Meng bør have hurtighed på sin side, og han vil være nødt til at bruge rækkevidde, bevægelighed og timing over en lang distance, for hvis italieneren får lov til at komme ind med ret meget dybt arbejde, så kan det blive ganske spændende.
Så det korte af det lange: Dette er ikke nogen glamourøs hovedkamp, der kan katapultere Meng ind i verdenseliten. Men det kan blive en hårdere og mere underholdende kamp, end nogen måske forventer. Det er faktisk sportsligt solidt matchmakerarbejde af Ferrarini.
Chancefordeling: 65-35
Mahfoud vs. Tosi
Kampen mellem Sarah Mahfoud (12-1) og italienske Veronica Tosi (4-1) bør ikke rumme samme spændingsmoment. Heller ikke selv om BoxRec rangeringerne nok heller ikke her rummer den fulde historie – det er nummer 3 mod 79 i fjervægt.
Forskræppet til kampen har prøvet at gøre et nummer ud af, at Tosi har rimelig amatørerfaring, og at hun for en del år siden slog den habile newzealænder Amy Andrew. Men reelt stod Tosi som amatør i skyggen af stærkere italienske navne som Irma Testa og Alessia Mesiano. Hendes bedste resultat var en finaleplads ved de italienske mesterskaber i 2017.
Igen kan man i stedet prøve at se på seneste kamp. Tosi tabte en tæt majority decision til ubesejrede Michela Braga i en kamp om det professionelle italienske mesterskab. Den to år yngre Mahfoud vandt en klar sejr over den teknisk begrænsede tysker Lara Ochmann om WBC Silver titlen.
Mod Braga viste Tosi sig om en aggressiv og til tider lidt vild bokser, der kan lide at komme tæt på, og som bevæger ind bag tætte parader. Meget finesse var der ikke i Tosis boksning, og en Mahfoud med vanlig timing, bevægelighed og bedre rækkevidde bør kunne neutralisere hende.
Chancefordeling: 90-10
Poulsen vs. Iudovi
Alt andet end en sikker sejr er ikke en option for Enock Mwandila Poulsen (12-0). Godt nok skal han møde en letmellemvægter i Nika Iudovi (4-6), men det er altså en mand omkring nr. 1.100 på BoxRec, vi taler om. Ud fra videoer ligner Iudovi en mand, der godt kan bokse, med en ret traditionel stil. Men han er ikke voldsomt hurtig, så selv uden at være på toppen træningsmæssigt, bør Poulsen kunne udbokse georgieren.
Chancefordeling: 95-05
Porsgaard vs. Di Loreto
Ferrarini har tilsyneladende fundet en ganske udfordrende modstander til Jacob Porsgaard (6-0), måske endda aftenens mest lige matchning. Luca di Loreto (4-1-1) ligner et klart step op i forhold til Porsgaards seneste, georgiske modstandere.
I Di Loretos udebanekamp i Belgien mod Yvanne Pollet viste italieneren fornuftig og velskolet boksning med rimeligt hurtige hænder, og hans højre kryds havde belgieren rystet. Di Loreto blev dog lidt træt til sidst, inden kampen blev dømt uafgjort.
Italieneren burde stilmæssigt ligge rimeligt til Porsgaards boksning, men det kan meget vel kræve, at Porsgaard bokser helt op til niveau gennem hele kampen. Ellers kan det blive svært.
Chancefordeling: 55-45
Hussein vs. Boudigaard
Thorbjørn Boudigaard får ikke nogen udpræget nem profdebut, når han møder københavnske Hamza Hussein (2-0). Hussein er regerende dansk amatørmester, og han har vist pæne takter i sine to profkampe i Tyskland.
23-årige Hussein er en teknisk dygtig og langarmet højrefodsbokser. I hans seneste kamp i Berlin så man dog, at han godt kan rystes. Og i DM-finalen i november måtte han nøjes en split decision over Victor Danielsen. Boudigaard er også en bevægelig og velskolet cruiservægter med god rækkevidde, og højere end Hussein, men mod Hussein kan Boudigaard få brug for at at få fighteregenskaberne med i spil og søge slagudvekslingerne.
Chancefordeling: 65-35
Sørig vs. Kozma
Mere end 5 år udenfor ringen er ganske lang tid for en bokser, der også passerer de 30 år undervejs. Derfor er det naturligvis et spørgsmål, hvor meget rust Tobias Sørig (4-1-1) har at banke af, også selv om han næppe på noget tidspunkt har været helt ude af form. Modstanderen Tamas Kozma (6-9-3) har været ude i 4 år, så på den måde er vilkårene ikke helt ulige.
DFNs foromtale gjorde et nummer ud af, at Kozma ”bokser risikobetonet og starter i et ekstremt højt tempo”. Jeg tror nu ikke, at Sørig og hans team skal lade sig snyde sf Kozma’s choksejr over norske Kent Erik Bådstad. Kozma er en fysisk solid og ikke særlig høj mand, der bokser ret traditionelt, med et enkelt repertoire: Han jabber sig rimelig kontrolleret ind, og søger at følge op med højre sving og venstre hooks. Han kan godt slå.
Sørig bør kunne vinde, hvis comebacket skal give mening, men den kan sagtens gå tiden ud, afhængigt af om også Kozma har holdt sig i form i sin lange pause.
Chancefordeling: 75-25
Hansen vs. Sacramento
Mathias Hansen viste stort talent i de år, hvor han i 2017 vandt sølv ved U17 EM. Siden har han haft svært ved at forløse det talent, og han har haft lange pauser. Nu skal han så prøve at få hul på det som professionel, og med en ny sjællandsk træningsbase, hvor han igen er kommet under vingerne på sin træner fra U17 tiden.
Hansen skal møde brasilianske Eduardo Sacramento da Silveira (1-2), der normalt er cruiservægter. Sidste år boksede Sacramento kampe med hjelm i Italien, og her viste han en stil, hvor hans benarbejde er lidt tungt, hvor han svajer en del, og hvor han slår mange vilde sving.
De sving må Hansen være for velskolet til at gå i gyngen på. Han vil også havde betydelig en fordel i størrelse og vægt. Så Hansen vil skuffe en del, hvis han ikke vinder mindst en klar pointsejr. Hansen er ikke kendt for voldsom slagkraft, så et bud er, at kampen går tiden ud.
Chancefordeling: 85-15
Herlev Boxing leverer ligesom i Albertslund amatørkampene – og en del af billetsalget – og her gemmer der sig en ganske interessant modstander til Elias Idrissi. Walter Sarnoi er 36 år, men han har altså en professionel rekordliste på 25-4 fra årene fra 2008 til 2019. Inden profkarrieren var han i den amerikanske elite – i 2003 og 2004 var han i semifinalen ved USA U19 mesterskaberne. Han er nu vendt tilbage som amatør, og han stillede i 2021 op ved VM for Laos, hvor han har rødder.