THE PREVIEW: En ny Odense-begivenhed?

I mange år holdt Olympia Odense et traditionsrigt og velbesøgt julestævne i Bolbrohallen. I de senere år fadede det stævne lidt ud, og i år er det aflyst. Med Odense Fight Night kan Vollsmose Boxing måske udfylde noget af hullet.

Det ligner et sats at lægge sådan et stævne i Odense Idrætshal, hvor der ikke har været boksning i en del år. Sidst det blev prøvet, i 2008, var der rungende tomt på tilskuerpladserne til et Pallestævne, selv om det havde lokalhelten Anders Hugger i hovedrollen.

Men Vollsmose Boxing giver det altså et interessant skud, i samarbejde med RNG-SDE Promotions, der leverer tre profkampe med ungarske modstandere til at supplere et fint amatørprogram. Den ene af profkampene bliver med Vollsmose Boxings egen profdebutant, Ilias Faour.

Ingen af profkampene ser dog på forhånd ud til at true med ligefrem nervepirrende spænding. Der skulle i øvrigt have været en fjerde profkamp, men sværvægteren Gustav Thorsen har været ramt af en kold lungebetændelse, der også holdt ham ude af EFL stævnet i København for nogen uger siden.

Det ser ud til, at profkampene i Odense bliver de sidste i et travlt 2024 i Danmark, efter at DaBU i et uskønt forløb har spændt ben for Danish Boxing Promotions kampe ved julestævnet i Durup.

Idrissi-Kanalas
Elias Idrissi (6-0) skal i gang igen efter en håndskade. Han skal møde 32-årige David Kanalas (16-27), der er gennemrutineret fra 43 kampe, men som har tabt alle de 13 kampe, han har bokset siden hans seneste sejr i december 2015.

De pænt store navne, Kanalas mødte i 2011 til 2013, skal man derfor ikke lægge for meget i. Han er blevet stoppet i 25 af 27 nederlag. I kampe på YouTube bokser Kanalas defensivt og bevægeligt, og han dukker meget i sine undvigelser.

Dybt arbejde kan sagtens vise sig effektivt. Og hvis Idrissi kan finde timingen, så er uppercuts, når Kanalas dukker, måske et middel, så Idrissi kan sætte endnu en KO-sejr på kontoen. Kampen bokses over 6 omgange.
Chancefordeling: 95-05

El Ahmad-Ajtai
Ahmad El Ahmad (6-0) har vundet én sejr før tid. Selv om ungarske Jozsef Ajtai (22-32) er blevet stoppet i 26 af 32 nederlag, og i øvrigt blev slået ud i 1. omgang af Ali Mohamed i 2019, virker det ikke givet på forhånd, at El Ahmad også kan ordne tingene, inden de planlagte 6 omgange er gået.

Ajtai bokser klassisk, velskolet og bevægeligt bag jabbet, og han kan bokse både offensivt og defensivt. Men han er tydeligvis ikke så ambitiøs, som da han i 2016 gik tiden mod den kinesiske stjerne Zou Shiming i Madison Square Garden Theater i New York.

Et kontrolleret pres er formentlig vejen frem for El Ahmad, der har stor fordel i højde, og Ajtai har flere gange vist sig sårbar for dybt arbejde.
Chancefordeling: 90-10

Faour-Tonte
Den 19-årige debutant Ilias Faour møder den 29-årige ungarer Jena Tonte (10-19), der har bokset i lettere vægtklasser end fjervægt, som denne kamp bokses i. Tonte holdt i 2020 til 4. omgang mod nicaraguaneren Cristofer Rosales, der i oktober boksede VM-kamp i fluevægt i Japan.

Tonte er også blevet stoppet af ringere modstandere end Rosales. Men han ligner stadig en seriøs opgave for en ung profdebutant. Tonte er en høj, langarmet bokser med en traditionel stil. I en række kampe i USA er han blevet overmandet af fysisk stærkere folk, men han kan godt tage en træffer.

Faour får den traditionelle debutudfordring ikke at lade iveren løbe af med sig, men så bør han også have talentet og størrelsen til at hente en sikker sejr hjem.
Chancefordeling: 85-15

Kommentarer