THE PREVIEW: Hvad blev der af Palle-matchmakingen ?

Promoter Mogens Palle havde et renommé: Mange anså ham for at være én af verdens bedste matchmakere.

Nu er matchmaking jo en metier, man altid kan diskutere og have subjektive holdninger til. Man kan se forskelligt på, at man henter navne, der er på vej ned, men som ser godt ud på rekordlisten. Modstandere der er ”shot”, som det hedder i fagsproget. På at man vælger modstandere, der reelt hører til i lavere vægtklasser. På at man spekulerer i BoxRec points i matchningerne. Eller blot er sikker på, at der altid er et ubesejret 0 på rekordlisten. Men den slags hører med til faget, når en promoter skal bygge boksere op til større kampe.

Matchmaking handler naturligvis også om at skabe underholdende kampe for publikum. Her er en del af øvelsen, at der også er et moment af spænding og gerne jævnbyrdighed. Desuden er valget af modstandere over tid også en vej til at udvikle en bokser, og gøre bokseren klar til større opgaver. En 25-0 rekordliste kan være penge værd, men den nytter jo ikke meget, hvis det bliver et chok, når en modstander en dag slår igen og er besværlig.

Hvordan man end så på Mogens Palle’s matchmaking på mange stævner med lutter danske sejre, så var der tanker bag den, uanset kriterierne. Det betød vel også, at man i nogen tilfælde måtte betale lidt mere for modstandere, fordi det lige var dem, der levede op til ønskerne. Den strategiske helhed og plan er det lidt svært at finde i lørdagens Danish Fight Night i Albertslund Musikteater og på TV Pluto Sport fra kl. 20.45, selv om alt andet end fem danske profsejre vil være en stor overraskelse.

Tyske Lara Ochmann er nr. 56 af godt 200 fjervægtere på Boxrec, hvor Mahfoud er nr. 2. Hun er en bokser, der sagde nej tak til at møde Melissa Mortensen i dennes profdebut. At hun har fået lidt hype i Tyskland siger mest om den øjeblikkelige mangel på bokseprofiler syd for grænsen. Nu skal Ochmann så stå overfor Sarah Mahfoud, der kommer direkte fra at gå 10 omgange mod Amanda Serrano.

Det er sådan set ikke mærkeligt at give Mahfoud en fornuftig modstander at komme tilbage på, efter to hårde kampe i 2022. Men det her spring ned virker uden sammenhæng. Og det er en hovedkamp, en titelkamp – her ligger kampens egentlige perspektiv: WBC Silver titlen sikrer Mahfouds høj rangering hos WBC, men hun er allerede nr. 2.

For Oliver Meng (på billedet sammen med sin brasilianske modstander) handler det om, at han nu har været professionel i mere end 5 år. Han har været Youth mester i to forbund. Det burde være tiden, at han stepper op. Der er sådan intet galt i, at en ung bokser også får en overkommelig opgave nu og da, lidt cifre på rekordlisten. Men Meng får ikke mange kampe, faktisk er dette blot han anden kamp på tre år – så skal hver opgave altså vælges med omhu, så de rykker ham fremad og opad. Det vil denne holde-i-gang kamp mod nr. 419 på Boxrec ikke gøre. Meng er nr. 109 og kunne have ligget højere med aktivitet.

Stævnets tre professionelle undercard kampe har hver deres historie. For eksempel kommer Jallaw og Lynggaard tilbage fra lange pauser. Men ingen af kampene ligner på forhånd noget, der kan blive nervepirrende, måske bortset fra Porsgaards kamp, for hans modstander er formentlig bedre, end rekordlistens cifre fortæller.

Stævnet har fået overskriften ”A New Beginning”. Okay, så begynder Danish Fight Night med igen at bygge op nedefra. Men det stiller unægtelig nogen krav til stævnefrekvens, og til kommende matchninger, der bygger oven på lørdagens kampe. Her og nu får vi i det mindste et stævne, og formentlig fem danske sejre.

Mahfoud vs. Ochmann
Hvis vi skal vurdere niveauet på Sarah Mahfouds modstander, Lara Ochmann, så giver det ikke så meget mening at kigge på hendes 9-1 cifre. For de fleste af hendes modstandere har været for dårlige til at lægge noget i. Men det kan give mening at kigge på Ochmanns seneste modstander, polske Karina Szmalenberg, som Ochmann på hjemmebane vandt en kneben majority decision over.

Szmalenberg er i sine 56 nederlag gået tiden ud mod næsten alle, bortset fra tre nederlag før tid, hvor Katie Taylor og Mayva Hamadouche er de to. Ellers har hun altså holdt distancen mod alt og alle, fra Estelle Yoka til Natasha Jonas og Chantelle Cameron. Hun har også tabt en tvivlsom split decision mod Patricia Berghult i Malmø, og samme sted vundet over Anna Hultin. Hvis den lige kamp mellem Ochmann og Szmalenberg er en målestok, så kan Mahfoud såmænd godt komme på arbejde i nogen omgange, inden hun modtager det WBC Silver bælte i fjervægt, der er på spil.

Men Ochmanns ene nederlag, til den tjekkiske profdebutant Nikola Hubalkova, der har tabt sin ene kamp siden, peger til gengæld ikke på noget, der bør volde Mahfoud synderlige problemer. Høje, langarmede Ochmann viser i den kamp, at hun nok slår meget, men flagrende med armslag, og med hendes oprejste stil bliver hun selv ramt nemt og meget. Hvis Mahfoud kan holde sin vanlige arbejdsrate og timing, så bør det blive til mange træffere, og så kan det blive et spørgsmål om, hvor hårdfør Ochmann er.
Chancefordeling: 90-10

Meng vs. Fagundes
Walison Fagundes (5-2) ser ud til at være lidt bedre end flere af de brasilianere, vi tidligere har set i Danmark, som er kommet med oppustede og i et enkelt tilfæde falsk rekordliste. Fagundes er gået tiden ud i begge sine nederlag, senest 10 omgange om det brasilianske mesterskab, og han har slået en modstander med positiv rekordliste.

Men som nr. 421 på BoxRec, hvor Oliver Meng (9-0) er nr. 110, så ligner han ikke for alvor en trussel mod Mengs status som ubesejret. Fagundes bokser i en ret traditionel stil, let foroverbøjet og let ullende, med tætte parader lidt stive ben. Han kan godt slå et jab, men ikke med voldsom snert. Og han er ikke udpræget hurtig.

Hvis Meng kan vise den hurtighed og det bokseøje, vi har set fra ham tidligere, så må der være bagt op til en ganske klar dansk sejr. Måske Meng kan blive den første til at stoppe Fagundes.
Chancefordeling: 90-10

Porsgaard vs. Jajanidze
Jacob Porsgaard (5-0) skal for gang i profkarrieren møde en georgier, denne gang Sandro Jajanidze (10-29-2). Som mange georgiere kan Jajandze oftest levere mere hæderlig modstand, en rekordlistens cifre antyder – vi så det senest i Mikkel Nielsens kamp sidste lørdag.

Jajanidze er kun blevet stoppet 4 gange i sine 29 nederlag, og han har et par gange leveret overraskelser på udebane, blandt andet i Belgien mod Sasha Yengoyan. Han er en tætbygget bokser med solid fysik, og på den baggrund kunne det tegne til en fornuftig erfaringskamp for Porsgaard, der gør klogt i at tage opgaven alvorligt.
Chancefordeling: 85-15

Lynggaard vs. Tvauri
Andreas Lynggaard (5-2) har ikke været i ringen i mere end fire år, og han har kæmpet med skader. Spændingsmomentet i kampen mod den 18-årige georgier Sandro Tvauri (1-1) nok derfor mest, hvor Lynggaard står boksemæssigt i dag.

I januar gik Tvauri (der i øvrigt også har en del erfaring som kickbokser) tiden ud mod norske Andreas Iversen i dennes profdebut. Han bokser gerne fra afstand, opret og lidt stift bag jabbet, og en enkelt kamp på YouTube viser ikke større finesse, når han lidt forudsigeligt støder jabbet fremad. Lynggaard skal være langt fra fordums styrke, hvis det ikke skal blive til en klar dansk sejr.
Chancefordeling: 90-10

Jallaw vs. Nucera
Mahdi Jallaw (2-1) får fornøjelsen af en italiensk profdebutant, Bruno Nucera. Den 21-årige italiener har ligesom Lynggaards modstander erfaring med kickboxing, og desuden med jiujitsu.

Det er svært at finde ret meget om hans amatørkarriere i boksning, hvor han har optrådt for en syditaliensk klub. Han boksede dog i en holdkamp mellem Calabrien og Lombardiet i 2019, og ved flere regionale italienske turneringer. Så noget boksning må han have lært, selv om han er svær at forhåndsbedømme.

Men om den italienske bokselærdom er nok mod en tidligere U15 og U17 Europamester, det er en anden sag. Jallaw har godt nok haft mere end tre års pause, og han fik sig en brat opvågnen til den professionelle bokseverden, da han overraskende tabte sin profdebut i 2018. Men han bør trods alt kunne alt for meget boksning for en debutant uden nogen større international amatørkarriere.
Chancefordeling: 90-10

Foto: Danish Fight Night Facebook
Kommentarer