Bortset fra Jacob Banks kamp er det ikke de vildt sportsligt spændende matchninger, der præger lørdagens stævne. Når det ikke helt så meget er hovedkampen og dermed den lokale helt, der bærer det hele, som det var for 15 dage siden i Nykøbing.
Ditlev Rossing og Mikkel Nielsen er etablerede navne i dansk profboksning, og at de begge vender tilbage efter et par års pause, betyder interessant nyt blod til den spinkle TK stald. Ingen af de to er matchet mod verdensmestre, men vi skal nok også først lige se, hvor Rossing og Nielsen står efter deres pauser.
Nogen lang aften skal vi dog næppe se frem til, når første klokke efter planen lyder kl. 19.40 i Forum Kolding og på Sport Live. Det ville være overraskende, hvis ikke i hvert et par af kampene ikke går alle de berammede omgange.
Bank vs. Bejeran
40-årige, dominikansk-fødte Rafael Bejeran (30-7-1) vandt i 2021 på points over danske Landry Kore, og nogen måneder senere slog han belgieren Islam Teffahi. Den slags resultater er med til at give ham en plads som nr. 98 på BoxRec i mellemvægt i skrivende stund – og gøre ham til en fornuftigt og interessant modstander for unge Jacob Bank (7-0).
Om han så også kan blive en stor trussel for Bank, er en lidt anden snak. Bejeran er blevet stoppet i 5 af hans sidste 10 kampe, ganske vist mod gode modstandere, senest Denis Radovan i Köln i maj måned. Og hans stjerne og er ikke for opadgående. Det er hans træningsiver heller ikke, hvis man skal tro meldingerne fra de tyske gyms, hvor han har sin gang.
Men rutineret er han, og mod Kore viste han sig solid og ubehagelig i infighten. Han er ikke specielt høj, men bokser svajende og dukkende med tætte tyske parader, og et rimeligt venstre hook. Hvis Bank kan holde afstanden, udnytte rækkevidden, finde timingen og ikke slå for meget over hovedet på Bejeran, så tegner det dog en kamp med klar dominans, hvor Bejeran godt kunne blive træt af legen undervejs – især hvis Bank også kan få det dybe arbejde ind.
Chancefordeling: 85-15
Rossing vs. Smajlovic
Bosniske Elvis Smajlovis har hæderlige cifre på rekordlisten, 16-13-2, men de stammer mest fra kampe på et meget begrænset niveau. Belgiske Bilal Laggoune, der stoppede Smajlovic i 3. omgang, er eneste egentlig kendte modstander.
Smajlovic er stoppet i 8 af 13 nederlag, så selv om Ditlev Rossing (14-0) skal tilbage efter to et halvt år med udfordringer, så kan det her meget vel blive 9. gang, Smajlovic bliver stoppet.
hancefordeling: 90-10
Nielsen vs. Haziri
Mikkel Nielsen (9-2) har ikke været helt inaktiv i sin to et halvt år lange pause. Flere gange har han været i gang med at træne til kampe. Men pausen har været der, og den skal han nok lige i gang efter.
Hans modstander, Venhar Haziri (5-3-2) fra Kosovo, er ikke nogen umulig bokser. hvad blandt andet hans to opgør mod ukraineren Dmytro Shcherbyna vidner om. Især de første par omgange kan godt blive besværlige, men hvis Nielsen bokser nogenlunde, som han har haft for vane, så kan vi meget vel se Haziri blive slidt ned mod slutningen.
Chancefordeling: 70-30
Møller vs. Goy
Den 41-årige engelske profdebutant Andy Goy er faktisk lidt af en semikendis i det midtengelske. Desværre mest for andet end boksning. I 2007 fik han 21 måneders fængsel for at have brækket kæbe og kindben på sin daværende kæreste. Han var da bodybuilder og efter eget udsagn afhængig af steroider.
Senere blev han kæreste med en kendt kvinde, og da det sluttede, kastede han en fortovsflise gennem hendes vindue. I de senere år har han kastet sig over bare knuckle boksning, og her gik han viralt, da han og en modstander slog hinanden i gulvet samtidig. Modstanderen rejste sig, men Goy blev liggende.
Men han har også haft almindelige handsker på i unlicensed boxing, der er lovligt i England. Men uanset hvilken type boksning, så viser videoer på YouTube en ikke særlig teknisk tonser, der som regel bliver stoppet hurtigt. Det bør han også blive mod råstærke Jeppe Møller Christensen, selv om danskeren er i en tidlig udviklingsfase. Denne kamp kommer næppe til at bidrage til hans boksemæssige udvikling.
Chancefordeling: 95-05
Akbari vs. Hysenaj
Khybar Akbari (0-0-1) overbeviste ikke i sin profdebut for nogen måneder siden. Og selv om Hysenaj er profdebutant, så har han efter sigende været en habil amatør, og ved siden af kickbokser. At bedømme ham ud fra det manglende niveau, vi så hos et par Kosovo-boksere i Nykøbing, kan godt være en stor fejl
Det er svært at vide, hvad Hysenaj helt præcist indeholder, men det kan godt vise sig at blive aftenens mest spændende kamp. Og nedenstående chancefordeling er med meget store forbehold.
Chancefordeling: 55-45