I januar fik vi to større profstævner samme weekend, med de indtil videre førende danske boksestalde Danish Fight Night i Nykøbing Falster den 18. januar, og Sauerland/Nordic Fight Night i Struer den 19. januar, og ugen før et Møllenberg pro-am stævne i Gilleleje.
I de fire måneder mellem januar og juni var den danske profaktivitet begrænset til et Forsman pro-am stævne i Ringkøbing i februar, en Frederik Hede Jensen kamp ved et amatørstævne i Grindsted og Mohammad Tehranis Mock-stævne i Viby i maj, foruden en række udlandskampe, inclusive Micki Nielsens EM-kamp.
Når de store aktører nu igen melder sig på banen, så sker det altså efter fem måneder igen næsten samtidig, og begge stævner i Østjylland. Danish Fight Night i Randers den 15. juni og Sauerland/Nordic Fight Night i Horsens den 22. juni. Tilfældigt? Næppe. Konfrontationen bliver stadig opsøgt i den danske promoterkamp.
Mylderet bliver ikke mindre af, at Hadi Hamane Promotions arrangerer deres første stævne den 21. juni i Køge, og det nye Quaestor Fight Night setup starter op i Aabenraa den 4. juli, efter en lille opvarmning i Græsted den 8. juni. Det er dog lige nu stadig clashet mellem stævnerne i Randers og Horsens, der tiltrækker den største opmærksomhed.
Når man på Ticketmaster følger med i billetsalget til de to stævner, især på tribunerne, så ser det ud til, at promoterkampen har sin pris. Kommercielt set er det lidt deprimerende at se, men faktisk er det dansk profboksning på et ganske nydeligt niveau, tilskuerne bliver budt på ved begge stævner, uanset hvor mange tilskuere, der kommer.
Denne gang ser vi på stævnet lørdag i Randers Hallen. En hal med store boksetraditioner – mange husker Jørgen Hansen vs. Dave Boy Green – men som ikke har været brugt så meget til boksning de sidste par årtier. Siden 2002 har der kun været ét profstævne i hallen, nemlig i 2012, hvor Anita Christensen boksede sin sidste kamp på et stævne arrangeret af Euro Event.
Promoter Mogens Palle har arrangeret en hel del større stævner end dette, men man kan argumentere for, at det – primært i kraft af hovedkampen – sportsligt er det bedste stævne hidtil, siden Danish Fight Night blev lanceret i december 2015, på et arrangement i Herlev med boksere hvor ingen i dag er aktive i DFN regi.
Mwandila Poulsen vs. Syrowatka
Enock Mwandila Poulsen er i de seneste dage i en international pressemeddelelse blevet udråbt til det største danske talent siden Kessler. Det må stå for DFN pressefolkenes egen regning, men Poulsen har unægteligt overrasket positivt som professionel – fra en udbredt skepsis, da han gik over, til via en række fine sejre nu at være udfordrer til EBUs ledige EU-titel.
Poulsen (10-0) har som prof flere gange vist en slagkraft, han absolut ikke var kendt for som amatør. Og den kan der også blive brug for, hvis han skal holde den fysisk stærke og aggressive Michal Syrowatka (20-2) fra fadet. Det er næppe nok for Poulsen at danse og prikke, han vil over 12 omgange også være nødt til at sætte sig i respekt. Niveauforskellen mellem de to er dog næppe den, som BoxRec indikerer. Poulsen er nr. 130, Syrowatka er nr. 40, men det betyder også, at Poulsen kan tage et stort spring, udover at vinde EU-bæltet.
Begge Syrowatkas nederlag er mod folk, han også har vundet over, og især mod den nuværende Europamester er det mod en mand på et noget højere niveau end de modstandere, Poulsen indtil nu har mødt. Det efterlader nogen ubekendte, som kampen må afsløre – en kamp hvor jeg vurderer Poulsen som svag favorit.
Chancefordeling: 55-45
Mahfoud vs. Gerula
Sarah Mahfoud har været stillet en IBF VM-kamp i udsigt, efter at have vundet en kvalkamp mod sydafrikanske Bukiwe Nonina. Profboksningens særlige taktiske spil må så afgøre, hvor den ender. Men under alle omstændigheder skal Mahfoud (8-0) først besejre den canadiske veteran Olivia Gerula (18-18-2).
Det bør dog også være muligt for Mahfoud at vinde. Gerula har ganske vist være med på højt niveau, blandt andet som WBC-verdensmester i 2009-10. Og hun har i 2014 besejret den i Danmark velkendte Kaliesha West. Men i de seneste år har det været op ad bakke for den nu 40-årige Gerula, der har tabt 4 af de sidste 6 kampe. Og både mod Jennifer Han (verdensmester nu på barselsorlov) og mod Elena Gradinar (der tabte en kamp om Interim titlen) blev hun besejret meget stort på points.
Gerula er dog en gennemrutineret dame, der sjældent bliver stoppet, så det virker mest sandsynligt, at Mahfoud skal gå alle 8 omgange.
Chancefordeling: 80-20
Rossing vs. Banks
WBC Youth titlen i cruiservægt er med i ringen, når Ditlev Rossing (11-0) møder amerikanske Demetrius Banks (10-7-1). Det er dog lidt atypisk, at det kan lade sig gøre, for 24-årige Rossing er faldet for aldersgrænsen (U24), og Banks kan dog selvsagt ikke vinde titlen, da han er 38 år. I stedet har WBC opfundet et begreb, der hedder en “graduation fight”, en afgangskamp, og det betyder angiveligt, at Rossing med en sejr kan rykke et stykke op ad WBC-ranglisten, hvor han nu er nr. 31.
Som modstander skal Banks nok mest ses som en prøvesten, selv om Rossing faktisk virker klar til større opgaver. Banks har været inde mod pæne navne, og han er gået tiden ud mod adskillige af dem – og han er helt sikkert bedre en den oprindeligt planlagte modstander, den congolesiske letsværvægter Landry Matete. Så kampens forløb kan give nogen indikationer af, hvor Rossing egentlig står i forhold til navne fra Europatoppen. En sejr før tid vil være flot.
Chancefordeling: 85-15
Morell vs. Lester
Jeppe Morell har kun bokset én gang i næsten halvandet år, siden nederlaget til Sven Fornling. Det var i september, hvor han slog Ruben Acosta. Og 29-årige Morell (9-2) har noget at bevise. Det får han så mulighed mod den habile 32-årige finsk-cubaner Dayron Lester (11-2), hvor Morell også kan vinde sin første proftitel, den IBF Baltic titel, han ikke vandt mod Fornling.
Det kan godt vise sig at være en vanskelig opgave. Lester har måske ikke helt levet op til de forventninger, der blev stillet til ham ved starten af profkarrieren – ikke mindst var et KO-nederlag til polske Pawel Stepien vel en skuffelse – men han har dog vundet et finsk prestigeopgør mod Niklas Rasanen. Morell har ifølge rapporterne haft rigtig gode forberedelser, og dem kan han få brug for at trække på i noget, der på papiret ligner et åbent opgør.
Chancefordeling: 50-50
Meng vs. Bogongo
Rygtebørsen talte om en højt rangeret modstander til Oliver Meng (5-0). Det blev det ikke, men franskmanden Flavien Bogongo (6-7-4) kan godt vise sig at blive en besværlig herre, selv om han kun er nr. 492 på BoxRec. Bogongo har ganske vist ikke slået nogen, der er værd at bemærke, men han har leveret hæderlige indsatser mod folk som David Papot, Dylan Charrat og Brice Bassole – på den lokale franske scene, der ofte er stærkere, end man skulle tro. Så den lille muskuløse franskmand kan blive en ganske god læringskamp for Meng.
Chancefordeling: 80-20
Ramon vs. Isava
20-årige Victor Ramon er trods et jysk U19 mesterskab et ret ubeskrevet blad med blot 19 amatørkampe på bagen. Man må formode, at han skal bygges stille og roligt op som prof, og hans debutmodstander, den 41-årige venezuelaner Herman Isava (10-21), ser da også ud til at være overkommelig. Ganske vist skal man ikke lade sig narre af de negative cifre på rekordlisten, for Isava har faktisk mødt ganske gode folk, og han er gået tiden ud mod de fleste.
Men det falder først og fremmest i øjnene, at Isava mest har bokset i fjervægt, i 2018 endda i superbantamvægt, mens Ramon skal bokse på omkring 140 pounds – letweltervægt. Det skal dog retfærdigvis siges, at Isava var oppe i 137 pounds, da han i den forløbne weekend tabte til spanske Carlos Jerez. Det ligner umiddelbart tegningen til en klar dansk pointsejr, med lidt læring undervejs – men det ene spørgsmålstegn, at Ramon stadig er en lidt ukendt størrelse.
Chancefordeling: 90-10
Udover live i hallen i Randers kan stævnet ses på stream på EB+.