Gilleleje Hallen har de sidste mange år stort hver vinter dannet ramme om en velbesøgt boksegalla, enten som en amatørstævne eller som et pro-am stævne.
Lørdagens stævne er sådan set ikke meget anderledes. Det nye tvist er blot, at Gilleleje Bokseklub har introduceret pro-am brandet Future Fight Night, med Benny ”Muld” Tinning med promoterlicens, hvor også profkampene foreløbig er baseret på egne boksere.
De 3 profkampe bliver med de tre navne, der profdebuterede på Future Fight Night i Albertslund i efteråret, og ligner i bedste fald et forsigtigt step op i forhold til debutkampene. Stævnet vises på Sport Live fra kl. 18.45 og på Pluto TV fra kl. 21.00.
Gryholt vs. Ionita
Silas Gryholt (1-0) får en modstander, der har tabt sine seneste 27 kampe i Alexandru Ionita (7-28-1) fra Rumænien. Ionita er på BoxRec en smule bedre placeret end Gryholts debutmodstander Bilohurov. Men Ionita er superbantamvægter, hvor Bilohurov var står noteret som superfjervægter.
Ionita er blevet stoppet i 11 af sine 28 nederlag, men han har flere gange gået tiden ud mod ganske habile folk. Ionita er ikke specielt høj, og på tilgængelige videoer bokser han ret forsigtigt mod stærkere modstandere, men han kan godt tage et par træffere.
Gryholt er mere en tekniker end en puncher, men hvis han holder tempo og pres, kan det tænkes, at han kan stoppe rumæneren. Ellers er der lagt op til en klar dansk pointsejr.
Chancefordeling: 95-05
Aftab vs. Hernandez
Haris Aftab (1-0, billedet) ser umiddelbart ud til at have fået den sværeste modstander i Sandro Hernandez (15-36-1) fra Venezuela. Hernandez er blevet stoppet i 19 af 36 nederlag, men han har været i ringen mod ganske gode folk, som Anthony Yigit og Sandor Martin.
Hernandez er en ret langarmet letweltervægter, der bokser traditionelt og velskolet bag et jab, der skal sætte højren op. Opgaven for Aftab kan blive at finde vinklerne til at sætte pres på den rutinerede venezuelaner, der dog ikke umiddelbart ser ud til at være hårdtslående nok til for alvor at true Aftab.
Chancefordeling: 90-10
Feltsen vs. Janjanin
Philip Feltsen (1-0) har siden sin profdebut fået sit første nederlag i sin korte boksekarriere overhovedet. Det var i DM-finalen, hvor han blev pointsbesejret af Mustafa Khasanov.
35-årige Drazan Janjanin (22-43) fra Bosnien bør ikke kunne tilføre fysisk stærke 22-årige Feltsen et nyt nederlag, men han kan sandsynligvis give lidt mere modstand end Feltsens debutmodstander i Albertslund – det siger dog ikke meget.
Janjanin er en kompakt sværvægter, der de senere år har båret rundt på temmelig mange overflødige kilo. De kilo skal Feltsen finde måder at undgå for meget brydekamp med – og samtidig passe lidt på, for Janjanin kan godt slå. På YouTube ligger en kamp, hvor Janjanin effektivt knockout’er den tyske bodybuilder/influencer Kevin Wolter i en kamp, der ikke er registreret på BoxRex.
Chancefordeling: 90-10