Den hidtidige kontrakt mellem promoter Nisse Sauerland og WBO-verdensmester Dina Thorslund stod til at udløbe den 28. februar. Forhandlinger om en forlængelse har ikke ført til noget, og nu er parterne blevet enige om at gå hvert til sit.
“Vi har haft et langt og succesfuldt samarbejde med Dina, som gjorde hende til ungdomsverdensmester, Europa- og verdensmester. Efter diskussioner med Dina og hendes team har vi dog besluttet at frigive hende fra sin kontrakt. Vi ønsker Dina held og lykke i sin karriere. Vi har samtidig bevaret en mulighed for at arbejde sammen med Dina i fremtiden, hvis der skulle opstå en passende anledning,” siger promoter Nisse Sauerland i en pressemeddelelse.
Dina Thorslund er glad for, hvad hun har opnået i tiden hos Team Sauerland, men hun ser samtidig frem til nye muligheder.
“Jeg vil gerne takke alle på Team Sauerland for alt deres hårde arbejde og støtte gennem årene. Selvom jeg nu går i en anden retning, forbliver jeg taknemmelig for den rolle, de spillede for at gøre mig til verdensmester. Vi går fra hinanden på god fod, og jeg ser frem til det næste kapitel i min karriere,” siger Dina Thorslund.
Thorslund har bokset hos Team Sauerland siden 2015, og hun har i den tid opnået at blive WBC Youth mester, EBU Europamester, WBC Interim mester og WBO-verdensmester.