WBC og WBO har udpeget officials til unification kampen i bantamvægt mellem WBC-mester Yuliahn Luna og WBO-mester Dina Thorslund, den 1. september i Gråkjær Arena i Holstebro.
Kamplederen bliver tyske Jürgen Langos. Han er udpeget af WBC. Det samme er sidedommer Daniel Van de Wiele fra Belgien. WBO har udpeget sidedommerne Mikael Höök fra Sverige og Giulio Piras fra Italien.
Jürgen Langos var kampleder, da Thorslund i 2017 stoppede Gabriella Mezei i en EM-kamp og tidligere samme år, da Thorslund slog Zenia Jorneac i en WBC Youth kamp. Senest var han i Danmark som sidedommer i Mahfoud vs. Ochmann WBC Silver kampen i marts. I 2019 var han sidedommer i Dennis Ceylans EU-titelkamp mod Jesus Sanchez, og 2017 i Ceylans EM-kamp mod Isaac Lowe. I 2018 var han sidedommer i Rossing vs. Abuladze.
Daniel Van de Wiele’s danske historik går årtier tilbage. Han var sidedommer, da Anthony Yigit stoppede Kim Poulsen i 2015, og i 2012 da Mikkel Kessler stoppede Allan Greene. Han seneste besøg i Danmark var i 2022, hvor han var kampleder i Ljungquist vs. Huber.
Mikael Höok er et kendt ansigt ved danske stævner. Han var også sidedommer ved Thorslund vs. Lopez i februar, Thorslund vs. Carreno i april sidste år, Thorslund vs. Noriega i 2021, Mahfoud vs. Carabajal i 2020 og Mahfoud vs. Nonina i 2019. Han var kampleder i Bank vs. Vilcans i juni, Meng vs. El Harraz i maj og både Thorslund vs. Munoz og Bank vs. Kanninen i 2021.
Guilio Piras er til gengæld et ret nyt navn som international official. Han har ikke dømt kampe i Danmark før.
Supervisors bliver Miguel Angel de Pablos fra Spanien (WBC) og Marion Palatin fra Østrig (WBO).