Dansk boksnings tv-virkelighed anno 2025

Tv-aftaler er vigtige for en professionel boksepromoter. Men de kan også være flygtige. Og tv-verdenen er unægtelig en anden, end da boksningens tv-æra startede i USA i 50’erne, med Gillette Sports Cavalcade på NBC, hvor boksning var en hjørnesten, og de store boksere var kendt af alle.

I 70’erne viste dansk tv sporadisk større udenlandske kampe, blandt andet med Carlos Monzon, og i en periode blev korte uddrag af danske stævner sendt i DR Sportslørdag. Enkelte danske stævner blev solgt til udlandet. I det sydlige Danmark kunne man jævnligt se amerikanske sværvægtskampe på tysk tv.

Men først med tv-monopolets afslutning og TV2’s indtog i 1988 fik tv for alvor en bærende rolle for dansk professionel boksning. Mogens Palle startede med en TV2-aftale, der gav et millionbeløb pr. stævne. En forretningsmæssig guldalder begyndte, og blev senere til aftaler med først TV3 og så TV-Danmark. Da Palle skiftede kanal åbnede det for aftaler til Anders Vester (TV2) og Gert Bo Jacobsen/Steffen Tangstad (TV3/TV100).

Den gyldne æra ebbede ud
Guldalderen sluttede efter 2002, da et mediebureau i en rapport havde slagtet boksning som en tv-sport for øldrikkende gamle mænd, der ikke var interessante for annoncører. Flere tv-kanaler trak sig og trak Vester og Jacobsens boksestalde med ned. Team Palle måtte kæmpe sig igennem på dårligere vilkår, i en periode hos DK4.

Den epoke knytter der sig mange historier til, og blandt andet pay-per-view med Mikkel Kessler holdt lidt liv i tingene. Men der kom først fast gang i tingene igen, da TV2 lavede en aftale med tyske Team Sauerland om TV2 Fight.

Sauerland skiftede til Viasat/TV3 og det fællesnordiske Nordic Fight Night, der kørte nogen år. Ved udgangen af 2015 fik Mogens Palle en aftale med TV2, men langt fra med den økonomi, der havde været i starten af 90’erne. Og aftalen sluttede efter 2016.

TV2 og Viasat/Viaplay fadede ud af boksning. Samme tendens har vi set internationalt, hvor store amerikanske og britiske promotorer mistede tv-aftaler. Senest er det sket for amerikanske Bob Arum og Top Rank, der leder efter nye muligheder til at afløse ESPN.

Streamingkanalen DAZN – som mange i starten så som en dødssejler – har overtaget mere og mere af det internationale marked, og kanalen har indtil nu vist sig mere levedygtig, end mange havde spået for nogen år siden. Senest er den nye saudi-arabiske boksemogul Turki Alakshikh og Riyadh Season angiveligt ved at købe 10 % af DAZN.

Den nye virkelighed – Sport Live og Pluto TV
Enter Sport Live og Pluto TV. Det er to tv/streaming kanaler med hver deres lidt specielle distribution, der kan kræve tilvænning for seere af de traditionelle, store flow-tv udbydere i Danmark. Seertal er heller ikke så nemt tilgængelige for offentligheden som hos de traditionelle tv-kanaler.

Sport Live kanalen er ejet af F3 Media Group, der ved indgangen til 2025 har skiftet navn til Sport Live A/S. De ejer også billetsalgssiderne boldbillet.dk og fightticket.dk. K2 Media Group (Flemming Kjellerup) ejer 50%, og andre ejere er Taroq Holding (Martin Lynge Vesth), CaMiJa Holding (Claus Michael Jahn) og Thomas Bigum Holding.

Direktør for Sport Live er Flemming Kjellerup. Bestyrelsen består for nærværende af Flemming Kjellerup, Jens Blomgren-Hansen og Jens Rohde. I 2023 havde F3 et overskud på 650.000 kr. Kanalen distribueres via tv-pakker hos en række tv-udbydere og antenneforeninger og via Jysk-Fynske Medier.

Pluto TV er ejet af Paramount Global, der også står bag tv-kanaler som MTV og Nickelodeon. Pluto TV blev grundlagt i USA i 2014, og blev introduceret i Danmark i 2022, med gratis reklamefinansieret streaming-tv via internet og apps. Pluto TV har etableret et skandinavisk samarbejde med NENT (TV3), Nordisk direktør er Jesper Dahl.

Sport Live har de sidste par år haft forskellige aftaler med TK Promotion, RNG-SDE Promotions og Future Fight Night (Gilleleje Bokseklub), og kanalen har også vist en række amatørstævner. Pluto TV startede boksesatsningen sammen med Bettina Palle og Danish Fight Night, og kanalen gik senere desuden ind i et samarbejde med Sport Live om optagelser og udsendelse af blandt andet TK, RNG-SDE og Future Fight Night stævner, også streamet på BT.

Pluto TVs samarbejde med Danish Fight Night er ophørt ved indgangen til 2025. Til gengæld er samarbejdet styrket med det nye Primetime Boxing, der er opstået som en sammensmeltning af TK og RNG-SDE.

Primetime Boxing har for 2025 en aftale med Sport Live og Pluto TV, der indebærer, at alle de foreløbig 5 planlagte stævner – det første i Vejen den 1. marts – vises på Sport Live fra kl 19 til 21 og på Pluto TV fra kl. 21. Den skandinaviske afdeling af Pluto TV skal følge svensk lovgivning, og her må ikke vises kampsport før kl. 21.

Gilleleje Bokseklub og pro-am konceptet Future Fight Night har ifølge tidligere meldinger også mindst ét stævne mere i deres aftale med Sport Live. UNITE Championship har desuden fået en aftale med Pluto TV om en række blandede kampsportsstævner, hvor der også er planlagt olympisk boksning.

Den nye virkelighed – Fightsport.dk
Hvis ikke tv-kanalerne vil lege med, kan man jo skabe sin egen kanal. I februar 2024 meddelte RNG-SDE Promotions og TK Promotion, at deres stævner fremover ville kunne ses på streamingkanalen BiteTV, der også skulle skabe baggrundsindhold, der markedførte de to boksestalde.

TK havde dog nogen måneder tilbage af aftalen med Sport Live, og de trak sig, inden de nogensinde kom på BiteTV,. Og kanalen nåede reelt kun at bringe RNG-SDEs Ljungquist stævne i K.B. Hallen, inden projektet gik i sin mor igen.

Nu prøver Bettina Palle og Danish Fight Night så en tilsvarende øvelse, i samarbejde med MMA-promoterfirmaet MMA Galla. Streamingkanalen Fightsport.dk er blevet lanceret i de sidste uger. Danish Fight Night den 8. marts bliver således vist på kanalen.

”Man skal investere sig ud af kriser, det lærte min far mig. Han var ofte først, og altid frisk, med nye ideer og måder at komme videre på. Nu forsøger jeg mig med noget nyt, er blevet en del af Fightsport.dk, hvor du fremover kan finde Danish Fight Night stævner,” skrev Bettina Palle på Facebook.

Fightsport.dk er stiftet og ejet af tre firmaer, der ifølge cvapi.dk ejer hver en tredjedel: International Entertainment Original (Bettina Palle), MMA Galla (Otto Knudsen, Claus Skjoldborg og Nick Barnø) og Justplay (Robert Borges, Steen Leth Jørgensen, Jesper Baré Hansen og Lars Orlamundt).

Direktøren er Lars Orlamundt, mens Jesper Baré Hansen, Otto Knudsen og Bettina Palle udgør bestyrelsen.

Firmaet Matchday skal producere. De er i dag kendt som produktionsselskab for optagelser af fodbold, blandt andet superligaen, håndbold og ishockey. Firmaet er ejet af Divisionsforeningen (danske fodboldklubber). Matchday leverer også Fightsport.dk’s streaming-platform fight-sport.tv.

”Dette initiativ giver os en unik mulighed for at samle og løfte boksning i Danmark. Vi får nu en fælles stemme, der kan tiltrække både sponsorer og nye fans. Det betyder blandt andet, at vores kommende boksestævne den 8. marts i København bliver streamet via Fightsport.dk,” siger Bettina Palle fra Danish Fight Night i en pressemeddelelse.

Bokseforbundet DaBU har kastet sig helhjertet ind i et samarbejde med Fightsport.dk, uden at have ejerskab til firmaet, og det er annonceret, at kanalen sender fra de jyske mesterskaber den 28. februar til 2. marts. DaBU fik ellers vist dele af mesterskabsstævner på Sport Live. Claus Skjoldborg fra MMA Galla er også medejer af online platformen Myfightbook, som DaBU har implementeret til matchmaking og anden praktik for klubberne.

“Vores ambition er at bringe dansk bokse- og kampsport til nye højder. med denne platform skaber vi fundamentet for et stærkere fællesskab og flere ressourcer til vores udøvere,” meldte DaBUs fungerende formand, Bo Bøgeskov, i pressemeddelelsen.

Ligesom Sport Live har deres eget online billetsalg, Fightticket.dk, så sælger Fightsport også selv billetter til deres boksestævner og MMA-stævner, på Fightsport.dk.

Det kræver abonnement at se Fightsport.dk. I februar har de et introduktionstilbud på 395 kr. for et år. Ellers koster det 129 kr. pr. måned.

Kommentarer