Gratis adgang til stævne i Aabenraa

Det bliver gratis at komme til profboksning i Aabenraa den 4. juli.

Alle 2.300 pladser i Ringriderteltet, hvor stævnet afvikles, er nemlig blevet opkøbt af virksomheden Sydglas, og pladserne gives gratis væk. Det fortæller en pressemeddelelse fra Q Pro Boxing.

“Vi har valgt at købe billetterne for at støtte sporten og området. Målsætningen er at få et super stævne op og stå, som kan komme tilbage igen de kommende år. Det er mange år siden, vi har haft lignende boksestævner i Sønderjylland,” lyder meldingen fra Sydglas Danmark.

Hos Q Pro Boxing er promotor Thomas Møllenberg både glad og overrasket over det pludselige billetsalg.

“Sydglas Danmark er med til at gøre Quaestor Fight Night i Ringriderteltet til en kæmpe boksefest. Det handler ikke kun om boksekampene, men om at gøre det her til noget rigtig stort. Vi er meget glade for, at Sydglas Danmark ser et potentiale i dansk boksning og Quaestor Fight Night,” fastslår Møllenberg.

Har man allerede købt billet, kan man blot tage billetten med, og få pengene retur ved indgangen.

Plakat: Q Pro Boxing
Kommentarer