Hede Jensen får spansk modstander i Horsens

For lidt over et år siden tabte Frederik Hede Jensen til en spanier ved et stævne i Struer. Nu får han igen en spansk udfordring, når han går i ringen i Horsens den 22. juni. Han møder Ruben Garcia (5-7-2).

“Han er en god bokser, og faktisk bedre end hvad hans placering tyder på. Han har mødt nogle gode modstandere, og han er en erfaren bokser. Jeg har respekt for Ruben Garcia og tager opgaven meget seriøst. Jeg forventer en hård kamp mod en modstander, der kommer til Danmark med et mål – at vinde. Sammen med min træner kommer jeg til at lave en solid game plan til denne store dag, så jeg kan bokse kampen perfekt,” siger Frederik Hede Jensen i en pressemeddelelse.

Spanierens hidtil bedste resultat er en knockout-sejr på udebane i Belgien, mod indtil da ubesejrede Antoine Vanackere, men han er også selv blevet knockoutet et par gange. Han er i skrivende stund nr. 318 på BoxRec, hvor Frederik Hede Jensen er nr. 295, så på papiret, ud fra computerranglisten, er det en ret lige matchning. Hede Jensen regner dog med ar revanchere sig for sit spanske nederlag.

“Min bedstemor lærte mig, da jeg var lille, at et nederlag kan være lærerigt og gøre dig stærkere. Jeg lærte meget af den kamp, og jeg har siden trænet hårdt og forsøgt at udvikle mig mere fysisk, teknisk og mentalt. Sammen med mit hold har jeg ændret mit mindset lidt, så jeg er blevet en smule mere afbalanceret og taktisk,” siger Hede Jensen.

Kommentarer