Landry Kore bokser i Horsens

Landry Kore (9-0-1) er på programmet ved Thunder from Down Under stævnet i Horsens den 22. juni. Han møder Tomas Bezvoda (6-6) fra Tjekkiet.

“Det er en fed følelse at skulle bokse i mit hjemland på et Team Sauerland-stævne igen efter næsten tre år. Jeg er glad for at give fansene i Horsens fornøjelsen af at se Danmarks bedste mellemvægter,” siger Landry Kore i en pressemeddelelse.

Kore har i det seneste års tid imponeret på udebane, med en sejr over hidtil ubesejrede Armen Ypremian i Belgien og senest en uafgjort mod ubesejrede Faton Vukshinaj i Tyskland.

Han får på papiret en lidt nemmere modstander i Bezvoda, men tjekken er kun stoppet én gang i hans seks nederlag, og han tabte blot på en majority decision mod ubesejrede Emre Cukur i Tyskland. Også i Tyskland har han noget overraskende knockoutet den indtil da ubesejrede Marten Arsumanjan. Bezvoda er i skrivende stund nr. 234 på BoxRec, hvor Kore er nr. 104.

Også svenske Joanna Ekedahl (8-0) er sat på plakaten i Horsens. Hun møder serbiske Jelena Janicijevic (2-1), der kommer fra et par overraskende sejre på udebane i Frankrig. Den serbiske pige er på BoxRec nr. 11 i fjervægt, mens Ekedahl er nr. 16 i letvægt.

Ekedahl boksede på et andet Thorslundstævne, i Struer i august sidste år, og ved den lejlighed vandt hun en mismatch mod Alina Samsonova. Den svenske bokser må forvente anderledes kvalificeret modstand denne gang.

 

 

Kommentarer