Kampløs Mock håber stadig

Selv om det ikke er lykkedes for Lolenga Mock at komme i ringen siden sejren i en VM-kamp i det lille forbund i IBA, så har den 47-årige Aarhusbokser endnu ikke opgivet karrieren. Ifølge Aarhus Stiftstidende er han dog ved at forberede sig på en fremtid udenfor den aktive kamp i ringen.

Flere muligheder har ellers set lovende ud. En kamp mod en australier i Dubai, der sagde nej til at møde Mock. Og deltagelse i MTKs Golden Contract turnering røg, da det britiske bokseforbund og Sky Sports ikke var vilde med hans deltagelse.

“Vi forsøgte mange gange, men det var bare som om, at vi ramte en mur. Min manager fortalte, at der ikke var så meget at gøre, fordi det er svært at rykke på en beslutning, hvis nogle af de store spillere på markedet først har truffet den. Det var virkelig ærgerligt, for det ville have være en perfekt afslutning på en lang karriere. Når jeg kigger på de navne, der er med i konkurrencen, havde jeg gode muligheder for at komme i finalen og tage den kontrakt,” siger Lolenga Mock til Aarhus Stiftstidende.

Han holder nu grundformen på plads, i håb om at der skal dukke noget op.

“Jeg har bokset og trænet i mange år. Jeg kan ikke bare stoppe med at træne fra den ene dag til den anden. Nu vedligeholder jeg min basis og så må vi se, hvad der kommer til at ske,” siger han.

Kilde: Stiften.dk, Foto: Boksenyt
Kommentarer