Sarah Mahfouds træner, Sherman Williams, er tilbage i Danmark efter nogen måneder på den anden side af Atlanten. Her skal han træne Mahfoud op til en VM-kamp, der forventes annonceret snart. Promoter Mogens Palle ser perspektiver i det videre samarbejde mellem bokser og træner.
“Sarah Mahfoud har udviklet sig markant fra kamp til kamp, og jeg tror, at hun kan udvikle sig endnu mere. Når man ser tilbage på, hvor meget Sherman Williams kunne nå at udrette før hendes seneste VM-kamp, som var første gang han trænede hende, så tør jeg slet ikke spå om, hvor langt de sammen kan nå denne gang,” siger Mogens Palle i en pressemeddelelse.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvem Mahfoud skal møde, men hun ser frem til at blive kampklar.
”Jeg skal være så klar, og det bliver jeg med Sherman Williams. Jeg skal ikke bare gøre det godt og levere en god figur. Jeg skal vinde og meget gerne overbevisende,” siger Sarah Mahfoud.
Foto: Danish Fight Night
Kommentarer