Meng bokser klar pointsejr hjem

På papiret kunne det godt ligne en ganske kompetent modstander til Oliver Meng (nu 7-0), da han i Hillerød mødte den hidtil ubesejrede franskmand Jordan Neveux (nu 8-1). Et nærkig på rekordlisten viste dog, at Neveux næppe var så stor en trussel i en kamp, der skulle gøre Meng klar til større opgaver.

Meng tog da også teten fra start, med gode kombinationer mod en lidt defensivt indstillet franskmand. Mønsteret fortsatte i 2. omgang, som danskeren dominerede. Han fik også det dybe arbejde med i 3. omgang.

Neveux havde tilsyneladende ikke så meget at byde på, så det blev til tider opvisning af Meng, der dog tog foden lidt fra gaspedalen i 5. omgang. Samtidig fik Neveux lidt luft, da Mengs tape var gået løs. I 6. omgang kom franskmanden en smule mere med, men Meng satte igen fart på i 7. omgang, selv om Neveux satte en lidt desperat offensiv ind i et kort øjeblik.

Neveux gjorde et sidste forsøg i 8. omgang, men han blev hurtigt sat på plads. For anden kamp i træk lød cifrene på 3 x 80-72, fra René Dreyer Larsen (scoring referee), Per K. Hansen og Søren Saugmann.

 

Kommentarer