Morell vs. Lester om IBF Baltic titel

Jeppe Morell (9-2) får for anden gang chancen for at vinde IBF Baltic titlen i letsværvægt. Første gang lykkedes det ikke, da han mødte svenske Sven Fornling. Nu skal Morell så møde cubansk-finske Dayron Lester (11-2) om samme titel, i en kamp over 10 omgange den 15. juni i Randers.

”Det er på tide, at jeg får en titel. Nu skal jeg gøre det arbejde færdigt, som jeg ikke fik gjort færdigt sidst i min titelkamp mod Sven Fornling. Det bliver om den samme titel, dog mod en anden modstander. Nu handler det om at få bæltet hjem for enhver pris. Om det så skal koste mig et øje. Jeg er klar til at ofre alt for at vinde og erobre denne titel,” siger Jeppe Morell i en pressemeddelelse.

32-årige Lester har fået sin bokseopdragelse på Cuba, og han har som amatør vundet bronze ved de cubanske mesterskaber. Hans bedste sejr som professionel kom, da han i 2018 stoppede den tidligere EM-udfordrer Niklas Rasanan i et finsk lokalopgør. Hans to nederlag var på knockout mod det ubesejrede polske håb Pawel Stepien, og og i februar på en split decision mod den armensk-tyske veteran Khoren Gevor, der i 2018 vendte tilbage efter seks års pause.

”Han ser god og stærk ud, så jeg skal virkelig bokse op til mit bedste. Men jeg er også glad for at møde en modstander med så flot en rangering. For så vinder jeg ikke kun et bælte men også en flot ranglisteplacering, som kan kvalificere mig til nogle endnu større kampe i fremtiden. Det er det, som jeg altid har bokset for. Det har altid været mit mål at komme op og bokse de store kampe,” siger Jeppe Morell.

Udover titlen har Morell muligheden for at hente gode points på BoxRec, for Lester ligger i skrivende stund nr. 53, hvor Morell er nr. 87.

Foto: Danish Fight Night
Kommentarer