Da Oliver Møllenberg fornylig debuterede som professionel, var det som “prof-amatør”, altså med den hensigt, at han skulle bokse både professionelle kampe og amatørkampe. Den hensigt er nu droppet for nærværende, så med den nye promoterkontrakt med Peder Forsman i hånden, går Møllenberg all-in på profboksningen.
Bag den beslutning ligger også frustration over amatørforbundet DaBU og manglende udtagelser til internationale mesterskaber for Møllenbergs klub, Gilleleje Bokseklub, hvor Olivers far, Thomas Møllenberg, er formand.
“Der har ikke været den bedste kommunikation med DaBU. Det har ikke virket som om, at forbundet ville ham, så Oliver har mistet motivationen i forhold til en amatørkarriere, siger Thomas Møllenberg til Frederiksborg Amts Avis.
“Det er som om, at den ikke kigger Gillelejes vej. Ud over Oliver så er Jacob Porsgaard, der er dansk mester i mellemvægt, som en af de få danske mestre ikke udtaget til de nordiske mesterskaber. Heller ikke vores U19-mester Bekhan Mahauri, der i fjor kom med til NM på et afbud og vandt en flot sølvmedalje efter en 3-2-kamp mod et af Norges største talenter, er heller ikke udtaget. Jeg forstår det ikke,” siger Thomas Møllenberg.