31-årige Kim Poulsen (28-4), i skrivende stund nr. 402 i supermellemvægt på BoxRex, skal fredag i Melbourne møde nr. 39, 32-årige Jayde Mitchell (17-1). Det lyder på papiret som en nærmest umulig opgave, men sådan ser Poulsen ikke kampen.
“Jeg har set alt, hvad der er at se med ham på YouTube og de sociale medier. Han er en bokser, der kan lide at komme fremad, holder et højt tempo kampen igennem. Hvad jeg kan se er, at han er til at bide skeer med boksemæssigt. Men han kører hans modstandere trætte med hans høje tempo. Han har også været i gulvet mod Francisco Benitez, hvor han dog helt fejlagtigt ikke blev talt over. Så det er ikke en umulig opgave, men den bliver rigtig svær,” siger Kim Poulsen til Boksenyt.
Taktikken bliver i starten at bokse kontra mod den aggressive australier.
“Jeg vil bokse kontra imod ham, uden at falde i søvn. Han slår rigtig meget, og det betyder jo også en masse huller i defensiven, som skal udnyttes. Det vil jeg forsøge. Lykkes det ikke, må jeg tage kampen op i de senere runder,” siger Poulsen, der ikke lægger så meget i den store forskel på BoxRex rangeringerne.
“Han er nummer 39 på BoxRec i supermellem, og jeg er nummer 402, ja, men det er jo også fordi, at jeg blot har bokset én kamp i supermellem og efter 2,5 års pause. Jeg mener ikke, at det betyder noget. Jeg føler heller ikke, at han burde ligge så højt, han har slået finde navne som Hamdan og Sherrington, men de var jo over the hill. De mener jo heller ikke, at det betyder alverdens, ellers havde de heller ikke kontaktet mig for kampen,” siger han.
Poulsen har en stor del af karrieren bokset i vægtklasser op til weltervægt. En længere pause efter nederlaget til Gaku Takahashi i 2016 blev brugt til meget styrketræning, så da han vendte tilbage i april 2018, var det i supermellemvægt.
“Kampen er i supermellemvægt. Jeg ligger på 86 kg normalt, da jeg har styrketrænet meget i de 2,5 års pause, jeg har haft. Jeg har trænet boksning siden starten af året. da jeg igen blev godkendt af lægerne til at bokse. Jeg vejer 77 kg før afrejse. Og det passer mig fint, jeg kan spise og drikke,” fortæller Poulsen, der føler sig velforberedt inden afrejsen i weekenden.
“Vi lander mandag eftermiddag. Jeg har en træner og min kæreste med, da hun agerer som cutman. Hun har certifikat på, at hun kan arbejde som cutman. Hun har også været i kampsport i snart 8 år, så hun ved også, hvad det drejer sig om. Jeg har haft flere forskellige typer sparringspartnere, alle er nogen, der har holdt højt tempo mod mig. Det er gået rigtig fint. Og flere er sendt på halen. Lad os håbe, at det bliver sådan med Mitchell også. For pointsejr får jeg nok ikke derovre. Altså som tidligere sagt har jeg alt og vinde og intet at tabe,” siger han.
Foto: Manuel Sembera Facebook