Promoter Møllenberg med store ambitioner

I januar fik Thomas Møllenberg professionel promoterdebut i forbindelse med et pro-am stævne i Gilleleje, med blandt andet Oliver Møllenberg på plakaten.

I kølvandet på promoter Peder Forsmans exit fra markedet har Thomas Møllenberg startet promoterfirmaet Q Pro Boxing, med Svend Rasmussen fra firmaet Quaestor som back-up. Og Møllenberg har store ambitioner med den satsning.

“Jeg forventer, at vi bliver en afgørende faktor i dansk boksning inden for meget kort tid. Vi vil være den største promotor i Danmark inden 2021 — og så vil vi også ud internationalt og være en magtfaktor. Vi vil ikke kun fokusere på de nye danske navne. Vi er allerede i dialog med nogle af de mest etablerede danske boksere. Vi har flere spændende ting på vej,” siger Thomas Møllenberg ifølge Ugeavisen Gribskov.

Q Pro Boxings kommende aktiviteter rummer en kamp til Oliver Møllenberg i forbindelse med Græsted Veterantræf i juni og så en Quaestor Fight Night i Aabenraa i juni. Ved det sidstnævnte stævne er foreløbig fire danske navne på programmet, men staldens satser på at få 8-10 boksere med på holdet.

“Vi tilbyder bokserne noget, de ikke kan få andre steder. Vi har noget unikt. Hos mange promotorer er bokserne en pose cornflakes på hylden nede i supermarkedet. Man har en værdi, men hvis ingen er interesseret i det produkt, får man sparket med det samme. Man er bare en vare på en hylde.

Det betyder også, at bokserne ikke bliver behandlet ordentligt. Det er en kold og kynisk verden, hvor de står meget alene. Det vil vi lave om på. Holdånd kommer til at fylde meget. Vi vil stå sammen skulder ved skulder i det her projekt, så selv den sidste hjælpetræner nede på gulvet kan mærke sammenholdet. Og så vil boksernes karriere være det vigtigste. Vi laver handleplaner for bokserne, så vi hele tiden har deres bedste for øje. De skal ikke bare være et produkt,” siger han.

Kilde: Gribskov.lokalavisen.dk
Kommentarer