Q Pro Boxing aflyser Herlev-stævne

Den tidligere annoncerede Quaestor Fight i Herlev den 1. november er aflyst.

“Det gør ondt på os, at vi har måttet trække stikket på Herlev – Quaestor Fight Night. Vi har lige gennemført et fantastisk stævne i Gilleleje og før det i Aabenraa, så vi så virkelig frem til at bringe boksningen tilbage til Herlev,” siger promoter Thomas Møllenberg i en pressemeddelelse.

Årsagen er angiveligt mangel på lokal sponsoropbakning i Herlev.

“Det koster penge at gennemfører et stævne som Quaestor Fight Night og det er naturligt, at vi skal bruge sponsorhjælp fra det lokale erhvervsliv, der hvor vi kommer frem. Det vil simpelthen ikke være forretningsmæssigt ansvarligt at gennemføre stævnet, som det ser ud nu,” mener Møllenberg, der bliver suppleret af sin promoterpartner Svend Rasmussen.

“Det virker som om, Herlev ikke har interesse i at få et stort boksearrangement til byen. I min optik er der ingen tvivl om, at uroligheder ved tidligere boksestævner i byen spiller en rolle, men det her er altså et helt andet setup. Lige så træt jeg er af, at vi må aflyse, lige så ked af det er jeg på boksernes vegne. Det er dem der bruger flere måneder på at gøre sig klar til de her stævner. Det er dem, som står tilbage som tabere i den her sag,” siger Svend Rasmussen.

Thomas Møllenberg håber, at det kan lade sig gøre at få boksningen tilbage til Herlev senere.

“Både i Gilleleje og Aabenraa har vi bevist, at vi har et godt produkt, så jeg kan ikke se hvorfor Herlev ikke en dag kan få den samme oplevelse. Men det kræver, at Herlev er klar til at tage i mod os,” siger han.

Aflysningen betyder, at de annoncerede boksere, Patrick Nielsen, Mikkel Nielsen, Landry Kore, Ali Mohamed, Mahdi Jallaw og Alicia Holzken ikke kommer i kamp den dag. Ifølge pressemeddelelsen arbejder Q Pro Boxing dog på et stævne i en anden værtsby inden årets udgang.

Kommentarer