Q Pro Boxing har blot fået ét stævne på benene i Danmark i sidste halvår af 2019, og i følge en pressemeddelelse er planerne om flere stævner i år skrinlagt. I stedet vil Q Pro satse på at få boksere i kamp i udlandet.
“Vi får i øjeblikket mange henvendelser omkring vores boksere. Senest har vi haft Abdul Khattab og Mikkel “Pjatrøv” Nielsen i Belgien. Vi får løbende flere tilbud og er ikke langt fra at kunne sende endnu en bokser ud i verden,” siger promoter Svend Rasmussen i en pressemeddelelse.
Han stiller til gengæld de danske boksefans i udsigt, at 2020 kommer til at byde på flere stævner på dansk grund.
“Interessen fra udlandet giver vores boksere mulighed for at komme i kamp. Samtidig giver det os tid til at få aftaler på plads, således at vi i 2020 kan præsentere en helt fantastisk stævnekalender. Selvom vi rigtig gerne ville have givet de danske boksefans endnu et stævne i 2019, så glæder det mig, at vi i starten af 2020 kan præsentere en flot stævnekalder. Det er ikke set lignende i Danmark før,” lover Svend Rasmussen.