Ditlev Rossing får congolesisk modstander, når han den 15. juni i Randers skal forsvare sin WBC Youth titel i cruiservægter. Han hedder Landry Matete, og han har i skrivende stund ingen profkampe registreret på BoxRec.
“Jeg ser frem til at bokse igen. Det er stykke tid siden, at vi har været forbi Jylland, og jeg kender en del, som glæder sig til at se mig. De sætter i hvert fald pris på, at jeg skal bokse i Randers. Derfor glæder jeg mig ekstra meget til at komme tilbage i ringen og forsvare titlen,” siger Ditlev Rossing i en pressemeddelelse.
Selv om 22-årige Matete altså ikke har profkampe officielt registreret på BoxRec, så har han ifølge det congolesiske bokseforbund bokset 12 profkampe, med 11 sejre og 1 uafgjort.
Ifølge congolesiske medier har han blandt andet i juni 2018 slået Junior Amisi på points i kamp i letsværvægt – der ikke står på BoxRec, men som altså faktisk er bokset. Og han har efterfølgende slået José Mwamba, også i letsværvægt.
Som amatør har i marts vundet det congolesiske mesterskab, og han håber at kvalificere sig til OL. Han er 189 cm høj, og han beskrives som en teknisk bokser. I 2018 skrev han kontrakt med promoter Patrick Bonyeme, hvis boksestald er baseret i Johannesburg, Sydafrika.
”Landry Matete er en helt anden type bokser end modstanderen i mit seneste titelforsvar. Dengang mødte jeg en vild slugger fra Argentina. Nu kommer der en meget dygtig teknisk bokser, som der er rig mulighed for at lave en rigtig god kamp mod. Han har en masse boksning i sig. Han kommer ikke bare for at slås. Han kommer for at bokse sin chance.
Han er noget højere end mig, og han ved godt, at hans chance ligger i at bokse mig udefra bag sit jab. Men det er mod en type som ham, at jeg er allerbedst, når jeg går ind og lukker afstanden og kommer ind på halv-distancen. Det bliver en rigtig god kamp og jeg tror, at jeg vil kunne levere et brag af en knockout,” siger Ditlev Rossing, som i øjeblikket forbereder sig med trænerduoen Osama Hadifi og Idris Ahmed i Bokseinstituttet i Valby.
“Det bliver de bedste forberedelser, som jeg har haft. Jeg har fået Osama Hadifi og Idris Ahmed med i mit team, så jeg også har trænere, når Sherman Williams ikke er her. Tidligere har jeg passet mig selv indtil en måned før kampen. Nu kan vi arbejde mere målrettet hele året rundt, så det er helt optimalt. Jeg føler mig allerede i rigtig god form,” siger han.
Når man søger på Landry “Balo” Matete i congolesiske medier, viser det sig, at han allerede sidste år to gange var planlagt til at møde Rossing. Først den 5. januar, hvor han ikke kunne nå at få visum, og så den 25. maj, hvor stævnet blev aflyst.
Foto: Danish Fight Night PR-foto