Heva Sharif (3-0) fik en hurtig start på profkarrieren, med tre kampe på to måneder. Så forhindrede en rygskade ham i at bokse ved Danish Fight Night i Randers i juni, og siden er det ikke blevet til kampe.
Den 1. februar i Frederiksberg-Hallerne skal de 10 måneders kamppause så afbrydes, og det sker efter planen i en kamp mod spanske David Munoz (5-0). Og Sharif føler sig klar, efter han har skiftet træner til Thomas Damgaard.
”Jeg er allerede i rigtig god form og har trænet hårdt med min nye træner Thomas Damgaard i over halvanden måned nu. Der er fortsat god tid til at komme i endnu bedre form, så jeg kommer til at være i min bedste form nogensinde,” siger Heva Sharif i en pressemeddelelse.
Ubesejrede Munoz er i skrivende stund rangeret som nr. 840 i letvægt på BoxRec, hvor Sharif er nr. 550 i letweltervægt. Sharif afviser ikke, at han på et tidspunkt vil rykke ned i letvægt.
“Jeg føler, at jeg har lidt af det hele til at nå langt. Jeg føler også, at jeg har gode muligheder i denne vægtklasse, eller måske i vægtklassen under, hvis det skal være,” siger han.