Fredag eftermiddag, et par timer før indvejningen, kom nyheden: Regeringen indkalder til pressemøde om corona-situationen. Smittetallene var rekordhøje. “Fuck”, lød meldingen på en mobilbesked, og nogen skuldre faldt næsten opgivende ned.
Ville myndighederne ændre reglerne, så det ikke var muligt at gennemføre stævnet i Struer Energi Arena ? Men ganske vist var ændringerne prompte, allerede fra lørdag. Men reglerne for et sportarrangement med 500 mennesker til stede…blev ikke ændret. Stævnet var on.
Det var slutningen på uger og måneder af usikkerhed. Ville modstandere kunne komme til Danmark ? Ville reglerne tillade et stævne med tilskuere, i en situation der ændrede sig konstant ? Der var udfordringer nok til at skabe adskillige nervøse sammenbrud hos arrangørerne. “It’s been quite stressful,” som Sauerlands PR-mand og praktiske assistent Ed Roff udtrykte det tørt. Og presset var sandelig ikke mindre på folkene omkring Thorslund.
Coronapresset kom i forlængelse af et år med udfordringer for Thorslund, siden hendes sidste titelforsvar i juni 2019. Det blev presset på fra promoter og mediepartner for at få hendes op i fjervægt – en kamp mod Sarah Mahfoud var højt på agendaen. Der var endda planer om en kamp i superfjervægt, mod norske Katherina Thanderz.
I Thorslunds lejr var man ikke enige i planerne om at droppe det VM-bælte, hun havde arbejdet så hårdt for. Et stævne sidst på efteråret blev ikke realiseret, og det samme skete i februar, på et tidspunkt hvor Thorslunds kontrakt med Team Sauerland udløb, og ikke blev forlænget.
Nu var Thorslund så fri til at arrangere egne kampe (bortset fra Mahfoud, hvor Sauerland havde fået en klausul), og med nystartede TK Promotions var der en organisation at trække på. Der skulle lidt arbejde til at redde den WBO-titlen, og ny kampdato kunne sættes i kalenderen. Så kom Covid-19, og april blev til maj blev til juni, som heller ikke blev til noget.
Samarbejde gør stærkere
Hele det lange forløb førte til en ny udvikling: Fælles udfordringer og muligheder bragte Thorslund-lejren i dialog med Team Sauerland igen. Det gjorde det muligt at arrangere et stævne med Sauerland og TK Promotion som co-promotorer, og med TV3 Sport/Viaplay som tv-partnere.
Det gjorde TK mindre sårbare, blandt andet da den ene af makkerparret bag promoterfirmaet, Kasper Høyer Holgersen, kom til skade i et uheld. Og det gav Team Sauerland en stærkere dansk platform med lokale partnere. Det er tilsyneladende en ny strategi hos Sauerland, der i Tyskland også samarbejder promotorer som Agon Sports og Universum, og som internationalt leger med Eddie Hearn og Matchroom.
Det bekræfter sådan set bare en gammel sandhed i boksning. Den der kan samarbejde, er den der overlever i en verden af hård konkurrence. Det kræver store muskler at stå alene, og de lukrative tv-kontrakter, der tidligere gav stærke promotorer, de findes ikke længere lokalt.
Forløsningen: Et godt stævne
Det var lettelse for de implicerede, at stævnet blev ringet i gang lørdag aften. Også selv om stemning havde lidt præg af coronarestriktionerne, med begrænset publikum, mundbind og langt mellem stolene. Lettelsen var endnu større, da det hele var slut, efter en ganske underholdende forestilling med lidt af hvert fra menukortet.
Dina Thorslunds udfordrer, Nina Radovanovic, viste sig ikke helt uventet for boksekendere at være en noget mere værdig VM-udfordrer, end nogen havde prøvet at gøre hende til. Thorslund måtte vise, at noget af rusten trods alt var slået af i træningslokalet, for at vinde en dominerende sejr.
På undercardet havde Oliver Møllenberg fået en svær modstander, og det blev ikke den unge nordsjællænders bedste kamp, selv om han kneb en hårdt tilkæmpet sejr hjem. Nu venter formentlig en titelkamp i Gilleleje.
Navnebror Oliver Zaren viste hele boksetalentet frem i en fin opvisning, selv om den hårdføre og rutinerede modstander ikke ville lægge sig. Unge Jacob Bank viste også prøver på talentet, men også glimt af manglende disciplin, der til sidst var tæt på at koste ham en diskvalifikation, Også Payman Akbari viste løfterig boksning.
En frustration var Sauerlands gamle uvane: At sætte irrelevante udenlandske navne på plakaten. Filip Hrgovic var naturligvis interessant for hardcore boksefansmselv om det blev lidt af en mismatch. I det mindste var det en spektakulær KO. Men Martin Foru ? Den unge hollænder var en mand, som Sauerland blot ville se an, og han overbeviste ikke.
Vi manglede Kem Ljungquist og Frederik Hede Jensen. Ljungquist får i stedet sin hidtil sværeste test i Tyskland. Og måske er det meget godt, at det sker et sted, hvor der ikke er så meget forventningspres på ham. Ellers venter vi nu på Gilleleje i november.
Og det korte af det lange er, at det er lidt af et forhindringsløb at arrange profboksning i disse coronatider. Men med mindre at der sker noget drastisk, så er det ikke en umulig opgave. Det kræver blot vilje. Og gerne lidt samarbejde.
