The Undercard – uge 19

Nyheder fra hele verden i uge 19.

Jarrett Hurd (nu 23-1) fra USA tabte i Fairfax, Virginia, lidt overraskende sine WBA Super/IBF og WBO VM-titler i letmellemvægt mod landsmanden Julian Williams (nu 27-1-1). Efter en stille 1. omgang udviklede kampen sig i dramatisk i 2., hvor Hurd var hårdt rystet i gulvet. Selv om Hurd havde sine momenter senere i en kamp med meget infight, var Williams sejr ret indiskutabel. Sidedommerne havde 116-111 (Alfredo Polanco) og 2 x 115-112 (Robin Taylor og Steve Weisfeld). Her er highlights:

I Tucson, Arizona. forsvarede Miguel Berchelt (nu 36-1) WBC VM-titel i superfjervægt mod Francisco Vargas (nu 25-2-2) i en rent mexicansk kamp. Vargas blev stoppet efter 6. omgang, da han havde svært ved at se gennem blod, og han havde fået mange klø. Her er kampen:

I superbantamvægt forsvarede mexicanske Emanuel Navarrete (nu 27-1) på samme stævne i Tucson WBOs VM-bælte i en rematch mod Isaac Dogboe (nu 20-2) fra Ghana. Navarrete tog titlen fra Dogboe i december med en pointsejr, og denne gang gjorde han det et minut hurtigere, da Dogboe blev stoppet af kampleder Chris Flores efter 2:02 af 12. omgang. En højre afsluttede den énsidige kamp, hvor Dogboe også var i gulvet i 6. omgang. Her er kampen:

I Magdeburg i Tyskland vandt Stefan Härtel (nu 18-1) EBUs EM-titel i supermellemvægt fra den hidtidige mester Robin Krasniqi (nu 49-6). Härtel var mere aktiv, og han fik sejren med cifrena 117-112, 116-112 og 115-113. Her er kampen:

Diverse nyt
WBC-præsident Mauricio Sulaiman vil dekretere en final eliminator i sværvægt mellem ranglistens nr. 2, Tyson Fury, og nr. 1 Dillian Whyte, hvor vinderen så bliver mandatory udfordrer til mesteren Deontay Wilder. Om kampen bliver til noget, er en ganske anden sag, for det er et kompliceret spil, der ligger bag.

For det første vil Whyte’s promoter, Eddie Hearn, have WBC til at godkende den kamp, Whyte allerede har i kalenderen mod Oscar Rivas (nr. 10) som final eliminator. Og Furys amerikanske promoter, Bob Arum, er heller ikke udpræget interesseret. Han har nemlig en køreplan for Fury, der kører parallelt med Wilder (“rådgivet” af Al Haymon).

Wilders køreplan er ifølge rapporter, at han i den kommende uge møder Dominic Breazeale, der er mandatory udfordrer, selv om han kun er nr. 4 på ranglisten. Så skal han i eftersommeren møde Luis Ortiz, hvis management (læs Al Haymon) for få uger siden uden at informere Ortiz sagde nej til en kæmpe payday mod WBA/IBF/WBO-mester Anthony Joshua – formentlig altså til fordel for en brøkdel mod Wilder. Og så venter Adam Kownacki angiveligt i starten af 2020.

Fury sagde som bekendt nej til en Wilder-rematch, da han skrev kontrakt med Arum og ESPN. Wlder-kampen gik altså i stedet til Breazeale. Fury skal møde Tom Schwarz i juni, og formentlig endnu en overkommelig modstander i efteråret, inden Wilder vs. Fury II måske kan blive en realitet i 2020.

Whyte står stadig i en situation, hvor han endnu ikke kan lykkes med at blive mandatory til en VM-kamp, og det er delvis hans egen og promoter Hearn’s skyld. De sagde nej til at møde Kubrat Pulev i en IBF-eliminator, og til at møde Luis Ortiz i en WBC secondary eliminator. I stedet mødte han i 2018 Browne, Chisora og Parker. Tilsyneladende sagde Whyte selv nej til at møde Anthony Joshua i dette forår, fordi han fandt tilbuddet for lavt, og på et tidspunkt så det ud som om, at Whyte og promoter Hearn var ved en skillevej, men som det ser ud nu, så er Hearn stadig Whyte’s promoter.

Det hele kan ende med, at Hearn bliver nødt til at lade Anthony Joshua møde Whyte, og at Whyte må sige ja, selv om strategien tilsyneladende er, at Wilder skal tvinges til at møde Whyte. Den strategi har ikke fungeret indtil nu, og Joshua mangler profilerede og attraktive modstandere. En oplagt udvej kunne være, at Hearn og Arum fandt ud af at lave Joshua vs. Fury, selv om Furys britiske promoter er Hearn’s konkurrent, Frank Warren. Hvis den kamp blev arrangeret, så ville Whyte for alvor stå med Sorteper.

Og Joshua vs. Wilder ? Well, well…. Her er Eddie Hearn’s udgave af situationen:

Devin Haney fra USA stod tilsyneladende til at møde Luke Campbell om den ledige WBC VM-titel i letvægt – men det skal han åbenbart alligevel ikke. WBC har nemlig udpeget WBA Super/WBO-mesteren Vasyl Lomachenko til at møde Campbell om titlen. Promotorerne Eddie Hearn (Campbell) og Bob Arum (Loma) er allerede i forhandlinger om kampen, der formentlig skal bokses i England sidst i august eller starten af september. Her taler Campbell om muligheden:

Kommende kampe
WBA-verdensmesteren i weltervægt mod WBA-verdensmesteren i weltervægt. Det er menupunktet, når veteranen Manny Pacquiao (61-7-2, almindelig mester) møder Keith Thurman (29-0, Super mester) den 20. juli. Arenaen er endnu ikke offentliggjort, men kampen bliver vist pay-per-view på FOX i USA.

WBC-verdensmesteren superbantamvægt, mexicanske Rey Vargas (32-0), skal forsvare sit bælte mod Interim mesteren, Tomoki Kameda (36-2) fra Japan. Kampen bokses den 13. juli i Carson, Californien.

I Fantasy Springs i Californien sætte Andrew Cancio (20-4-2) fra USA den 21. juni som WBAs “almindelige” VM-titel i superfjervægt spil. Det gør han i en rematch mod Alberto Machado (21-1) fra Puerto Rico, som han tog titlen fra med en KO-sejr i februar. Den rigtige WBA-verdensmester er Gervonta Davis.

Den kommende uge
I Brooklyn, New York, skal Deontay Wilder (40-0-1) fra USA forsvare WBCs VM-titel i sværvægt mod landsmanden Dominic Breazeale (20-1). På samme stævne skal Gary Russell Jr. (29-1) forsvare WBCs VM-bælte i fjervægt mod den spanske veteran Kiko Martinez (39-8-2). Her er et Showtime preview:

Det andet semifinalestævne i World Boxing Super Series afvikles lørdag i Glasgow, Skotland. I letweltervægt skal lokalhelten Josh Taylor (14-0) møde IBF-verdensmesteren Ivan Baranchyk (19-0) fra Hviderusland. Og i bantamvægt skal WBAs “almindelige” verdensmester i bantamvægt, Naoua Inoue (17-0) fra Japan, møde den puertoricanske IBF-verdensmester Manny Rodriguez (19-0). Her er et interview med Taylor:

Allerede mandag Moruti Mthalane (37-2) fra Sydafrika på udebane i Tokyo forsvare IBFs VM-titel i fluevægt mod japanske Masayuki Kuroda (30-7-3). Her er et interview med Mthalane og indvejningen:

Søndagen efter skal nicaraguanske Felix Alvarado (34-2) forsvare IBFs verdensmesterskab i letfluevægt mod japanske Relya Konishi (17-1). Kampen bokses i Kobe, Japan. Her er et interview med Alvarado, på spansk:

Kommentarer