Thorslund vil tilbage i ringen efter ufrivillig abort

Dina Thorslunds graviditet har udviklet sig i en ulykkelig retning, da hun for kort tid siden fik en spontan abort. Hun har nu besluttet at arbejde sig ud af sorgen ved at bokse igen, og forsøge at genvinde sine VM-titler.

“Følelserne er store og triste, men livet går jo sin gang, og så må vi ellers følge med og tilpasse os på bedste vis. Jeg ved godt jeg skal passe på mig selv, og det gør jeg og min familie også, men jeg har også brug for at arbejde henimod noget.

Derfor har jeg bedt min manager Lee Eaton om at kontakte mine promotorer Most Valuable Promotions og bede om at bokse om at få mine titler tilbage inden nytår. Det er Cherneka Johnson, som “holder dem for mig” lige pt, og det er en kamp, som jeg ser meget frem til,” skriver Dina Thorslund på Facebook.

Dina Thorslund måtte melde afbud til en unification mod IBF-mester Shurretta Metcalf i Madison Square Garden den 11. juli, og afgive sine WBC og WBO VM-titler i bantamvægt, på grund af graviditeten.

Metcalf mødte i stedet WBA-mester Cherneka Johnson i en kamp, der også var om de titler, Thorslund havde måttet opgive. Den kamp vandt Johnson overbevisende, så hun nu er ubestridt WBC/WBA/IBF/WBO-verdensmester. Thorslund har sat sig som mål at tage de fire bælter fra australske Johnson, inden året er omme.

“Ikke nok med at min mulighed for at bokse den 11 juli, gav mig ekstrem meget motivation, så har hele det her forløb hældt mere benzin på bålet! Jeg er altid bedst i modgang, det er der, jeg arbejder hårdest, og lige nu kan jeg kæmpe mig ud af sorgen gennem boksningen,” skriver Dina Thorslund på Facebook.

Kommentarer