TV2: Thorslund vs. Mahfoud som ikke-titelkamp ?

“Jeg skal tilbage og være verdensmester igen hos ét af de store forbund,” sagde Sarah Mahfoud for et par dage siden i et interview med TV2 Sporten. Mahfoud bokser i fjervægt, hvor hun har været IBF-mester.

Dina Thorslund har et VM-bælte i et stort forbund, WBO, som hun forsvarer lørdag i Holstebro. Det er i bantamvægt, hvor Thorslund har jagtet unifications. Men Thorslund-lejren har også vist interesse for VM-kampe i højere vægtklasser.

TV2 Sporten har prøvet at lodde interessen for en kamp mellem de to danske navne. Og så er VM-bælter ikke længere et tema. Begge vil gerne bokse kampen som en ikke-titelkamp.

“Jeg synes, det kunne være fedt, hvis vi kunne mødes på en aftalt vægt. Men det er der nogle andre, der lige skal planlægge, før det kan lade sig gøre. Hvis man mødes på en aftalt vægt, så tror jeg ligesom ikke, der er nogen titler på spil. Så får hun lov at beholde sine uanset resultatet, og så tager vi et danskeropgør,” siger Sarah Mahfoud til TV2.

Thorslund er dog ligeglad med catchweight. Hun går gerne op i fjervægt til kampen.

“For min skyld behøver hun ikke at tabe sig. Jeg kan godt gå op i hendes vægtklasse. Det er intet problem. Om hun har en titel eller ej, jeg er fuldstændig ligeglad. Det er et danskeropgør. Det handler ikke om titlerne, det handler om mig og Sarah,” siger Dina Thorslund.

På nuværende tidspunkt er dog ikke meldinger om konkrete forhandlinger mellem parterne, selv om promoter Bettina Palle overfor TV2 Sporten meldte, at hun gerne ville arrangere den.

Kilde: TV2 Sporten
Kommentarer