“Virkeligheden – det er det, man kan læse om i medierne.” Uanset hvor man står i forhold til holdninger, samfund, erhverv og interesser, så har de fleste nok opdaget, at sådan spiller klaveret ikke helt. Medierne leverer en udvalgt, redigeret og ofte vinklet udgave af virkeligheden. Og i mange tilfælde præsenteret af journalister, der ikke er dybt inde i alting, og som skal overskue mange stofområder.
Men selv i en tid med sociale medier, streaming og niche-websites til at præsentere sin egen virkelighed, så er professionel sport stadig i vid udstrækning afhængig af medier, der kan bringe nyheder og historier ud til et bredt publikum. Og det er et professionelt håndværk i sig selv at arbejde med både historierne og at nå ud til medierne.
I sidste ende bokses kampe dog i ringen. Og i 2021 har udfordringen været, at langt fra al omtale har været lig med aktivitet. Billedet af 2022 ser endnu ikke klokkeklart ud. Kan TK Promotion fastholde aktiviteten ? Kan Danish Fight Night for alvor komme i gang igen ? Kan Robert Larsen/Mario Pokowietz gennemføre stævne – der er planer om Ribe den 15. april ?
Vinder i ringen – og på tv
TK Promotion : Stædighedens sejr
TK Promotion vandt ikke tv-kampen på knock-out. For det blev ikke til en fast langvarig tv-aftale i 2021. Men de vandt dog et par omgange, da stævnerne med hendes VM-kampe i Struer i juni og Kolding i november blev vist på TV2 Sport og TV2 Play. Oven i købet med ganske fine seertal, især fra Struer. Og Dina Thorslund leverede varen med sine hidtil nok to bedste kampe.
Thorslunds tidligere VM-kampe for Team Sauerland blev vist på TV3 Sport, og hendes efterhånden mange tv-kampe har bygget noget kendskab op i en bredere befolkning. Deltagelse i reality-programmet Korpset hjalp også til. Alligevel er hendes fanbase og sponsoropbakningen stadig størst i hendes midtjyske lokalområde.
Ambitioner om at komme ud og bokse på den store internationale scene er endnu ikke lykkedes. Hendes engelske managerfirma MTK har endnu ikke formået at lokke DAZN promoteren Matchroom til at matche Thorslund mod deres mestre i unifications, så meget peger på, at hun også i 2022 kommer til at bære danske stævner – også selv om hun nu har fået Probellum som international promoter,
I lagene under Thorslund blev Oliver Møllenberg mod slutningen af året ramt af en ulykke, der i værste fald kan være afslutningen på en karriere, der ellers gik ganske hurtigt i en ung alder. I stedet er 20-årige Jacob Bank blevet TK Promotions første titelholder udover Thorslund, som WBO Youth mester. Talentet er indlysende, stilen er underholdende, men der ligger stadig et stykke arbejde foran med at gøre ham til et stort trækplaster – selv om der blevet taget et skridt ved det seneste stævne i Kolding.
Payman Akbari er et teknisk talent, der kommer til at kæmpe hårdt for at blive publikumsbokser. Jeppe Møller Christensen og freelanceren Michael Nielsen kan levere underholdning i de rigtige matchninger, men TK Promotion mangler stadig lidt tyngde i stalden for at bide sig helt fast, også uden Thorslund – og det kræver en økonomi, som er svær at skabe uden fast tv.
Når vi taler 2021, så er bundlinjen dog, at det stort set var TK Promotion, der trak læsset for den professionelle bokseaktivitet i Danmark. Det skal stalden have et cadeaux for. Og med nye stævner i pipelinen, tyder meget også, at det også bliver tilfældet i 2022 – online rygter taler om den 9. april i Holstebro.
Vinder i medierne bredt
Danish Fight Night: Aktive uden kampe
Hvis man med forskellige navne og søgeord googler dansk profboksning i 2021, så er der ingen tvivl om, hvilken boksestald der fik mest omtale i de store landsdækkende medier. Det var vel at mærke en stald, der ikke stod for en eneste kamp i ringen, nemlig Danish Fight Night.
Det skete ikke kun i kraft af historier, der ikke gik efter planen, men også på grund af et grundigt og ihærdigt stykke PR-arbejde på et niveau, ingen andre i Danmark endnu kan matche.
“Patrick Nielsen i comeback hos Mogens Palle” var en stor historie i første halvdel af året – i en perioder gik der rygter om en kamp mod Jeppe Morell, og senere mod Ditlev Rossing. Det faldt altsammen til jorden, da Patrick Nielsen blev fængslet for en voldssag, han i december blev dømt for.
Ditlev Rossing havde i 2019 og 2020 ifølge pressemeddelelser fra Danish Fight Night været tilbudt udebane i en kamp mod mod WBA-mester Arsen Goulamirian og IBO-mester Kevin Lerena, kampe der af forskellige årsager blev takket nej til. Planerne det sidste halvår hed kampe mod Constantin Bejenaru i november, og mod Thomas Oosthuizen i januar. Ingen af kampene blev til noget, og sidst på året meldte Rossing ud, at han stoppede hos Danish Fight Night.
Det samme gjorde Jeppe Morell i december, og Rossing og Morell gik dermed samme vej som stortalentet Oliver Meng, der allerede i februar meldte, at han ville fri af sin kontrakt – der er dog endnu ikke nyt om, at han er kommet det endnu.
Først og fremmest to store titelkampe har ligget i pipelinen for DFN: Sarah Mahfouds første forsvar af den IBF VM-titel i fjervægt, hun vandt som Interim titel, og den EBU EM-kamp til Enock Mwandila Poulsen, som DFN første gang vandt i purseoffer i 2020. De kampe skulle omsider være bokset 7. januar 2022, men nye coronarestriktioner betød ny udsættelse.I skrivende stund er der ikke ny dato.
Pressemeddelelser gjorde i efteråret et historie ud af, at Mahfoud skulle møde en bokser, der havde slået den modstander, Thorslund skulle møde i en VM-kamp. Kampen blev dog ikke til noget af grunde, hvor vi fik modstridende forklaringer fra IBF og DFN. DFN fik derefter skaffet Mahfouds IBF mandatory titelforsvar mod Nina Meinke til Danmark.
Efter en lang ventetid på kampen mod Poulsen valgte mesteren Sandor Martin at droppe titlen for at satse på en større scene. Poulsen fik først den franske Massi Tachour som modstander i stedet, og den kamp blev vundet i purseoffer. Så meldte Tachour fra på grund af personlige problemer, og det blev i stedet en anden franskmand og tidligere EU-mester Franck Petitjean. Det er altså denne kamp, og
Panamansk-irske Benny Checa blev også en historie, da han blev hentet til Danmark for at træne Mahfoud og Rossing til de to stævner i november og januar, der blev udsat. Han afløste en anden gæstetræner for Mahfoud og Rossing, Sherman Williams, der trænede Mahfoud op til hendes VM-sejr i 2020, og trænede hende inden den aflyste storkamp mod Amanda Serrano, var da gået i glemmebogen.
Det korte af det lange er dog ganske mange spaltemillimeter, podcastsekunder med mere, uden at en klokke fik lov til at sætte én omgang i gang. Den klokke må ringe inden længe, når restriktionerne bliver fjernet, Det fremstår nærmest utænkeligt, at der ikke bliver gennemført stævne, når restriktionerne bliver fjernet, for det er store titler, der er på spil for Sarah Mahfoud og Enock Mwandila Poulsen – i kampe der kan vindes.
Legionærer træder nye stier
Fodbold, håndbold, tennis, golf…i mange sportsgrene er det almindeligt, at en stor del af de bedste danske udøvere har deres professionelle arbejdsplads primært i udlandet. For mange årtier siden var det faktisk også ganske almindeligt i boksning.
Dick Nelson og Waldemar Holberg i 1910’erne. Emanuel Jacobsen og Hans Holdt i 20’erne. Christian Christensen i USA og Martin Hansen i England i 50’erne. De og flere andre drog på længerevarende udlandseventyr, også med succes. I moderne tid, hvor danske promotorer har bygget navne op i Danmark, har det været sjældent i andet end enkeltkampe. Men udlandslegionærerne findes sandelig.
Horsensbokseren Simon “Vikingo” Madsen har etableret sig i Mexico, hvor han har opbygget en rekordliste på 13-0, og en placering omkring nr. 100 på BoxRec. Han fik 3 kampe i 2021. Landry Kore er i skrivende stund den højst placerede danske bokser på BoxRec (trods et nederlag i hans eneste kamp i 2021). Kore har amerikansk promoter og træningsbase mest i Tyskland.
Også Oliver Zaren fik tre udenlandske kampe og tre sejre i 2021, via sin kontrakt med Sauerland/Wasserman. Knap så heldig var sværvægteren Kem Ljungquist, der efter lang inaktivitet valgte at forlade Wasserman.
Flere danske bokser har via Robert Larsens tyske forbindelser fået kampe i Tyskland, blandt andet Ali Hussein, der vandt to kampe i 2021. Haris Dzindo har et internationalt netværk, og han boksede sin eneste kamp i 2021 i Tyskland. Frank Madsen har i flere perioder trænet og bokset i Sydafrika. Han boksede sine to kampe i 2021 i Danmark, men han er nu programsat til en kamp i Letland.
I en fremtid, hvor medieplatformene bliver mere og mere internationale (for eksempel DAZN), kan det sagtens tænkes, at flere boksetalenter søger til udlandet, på både større og mindre scener.
Få men fine højdepunkter
Med den begrænsede danske aktivitet er det ikke så svært at udpege årets præstationer og højdepunkter. Når Danish Fight Night kommer i gang igen, kan billedet se anderledes ud.
Årets danske bokser:
Dina Thorslund
Årets danske håb:
Jacob Bank
Årets kamp med dansk deltagelse:
Sandy Messaoud vs. Oliver Møllenberg
Årets danske knockout:
Dina Thorslund over Zulina Munoz, KO7
Årets danske stævne:
TK Promotion i Kolding Hallen, november
Årets danske promoter:
TK Promotion