WBO VM-åbning for Mahfoud ?

Den 4. februar skal Amanda Serrano forsøge at tage det sidste af de fire store VM-bælter fjervægt. I New York møder hun WBA-mester Erika Cruz Hernandez fra Mexico i en unification. Men selv om alle fire bælter dermed bliver samlet på én bokser, så kan det betyde en stor åbning af VM-mulighederne i fjervægt, især med den forventede sejr til Serrano.

Amanda Serrano forventes nemlig efter kampen at rykke i letvægt, for at møde Katie Taylor i en rematch. Og meget tyder på, at der så kan blive en vidt åben dør til bælterne i fjervægt.

Især WBOs bælte ser interessant ud lige nu. WBO har nemlig allerede en Interim mester i Brenda Carabajal (billedet). WBO har sat som en betingelse for Serrano-Cruz, at hvis Cruz vinder, så skal hun i sit næste titelforsvar møde Carabajal. Hvis Serrano vinder, så rykker hun som bekendt i letvægt, og Carabajal kan meget vel tænkes at blive ophøjet til rigtig mester.

Sarah Mahfoud har som bekendt allerede vundet over Carabajal, som hun klart besejrede i en kamp om Carabajals daværende IBF Interim titel, og Mahfoud blev efterfølgende gjort til rigtig mester. Hvis Carabajal kan lokkes til Danmark endnu engang, så kan det altså blive en gentagelse af historien, blot denne gang om WBO-titlen.

Men også de øvrigt forbund kan blive interessante. På WBCs rangliste er Cruz nr. 1 (og hun møder altså mesteren Serrano nu). Mahfoud er nr. 2, og Brenda Carabajals navnesøster, Karen Carabajal, er nr. 3.

Hos IBF er Mahfoud nr. 1, amerikanske Tiara Brown er nr. 2, og tyske Nina Meinke er nr. 3. Mahfoud slog Meinke sidste år. Hos WBA er Mahfouds udsigter knap så gode, da hun ikke er på ranglisten. WBO har opgivet at have en verdensrangliste hos kvinderne.

Ikke blot kan titlerne altså meget åbne sig i fjervægt om en måneds tid. Når man ser ned over de rangerede boksere, så ligner fjervægt lige nu ikke nogen skræmmende vægtklasse, bortset fra Serrano. Og den kan også blive interessant for Dina Thorslund.

Fjervægt: En vej for Thorslund?
Thorslund har tidligere været WBO-mester i superbantamvægt, og hun er det nu i bantamvægt. Den vægtklasse har hun indtil nu valgt at blive i, for at forsøge at få unifications i vægtklassen. Men et problem med den plan er, at engelske Matchroom og DAZN har sat sig tungt på de øvrige titler i bantamvægt.

Der har været sonderinger mellem Thorslund-lejren og Matchroom, men englænderne er ikke varme på at lukke Thorslund ind i loopet. Den engelske plan har været, at WBA-mester Nina Hughes skulle forsvare titlen den 1. april mod landsmandinden Shannon Courtenay. Og vinderen skulle så møde IBF-mester Ebanie Bridges i en unification. Men Hughes har meldt afbud til Courtenay-kampen med en skade.

Der ser altså til at gå i bedste fald det meste af et år, inden Thorslund måske kan komme på banen til unifications i bantamvægt. WBC-mester Yuliahn Luna vil gerne have unifications, men hende har Matchroom tilsyneladende også en slags snor i.

Kommentarer