Dina Thorslund (nu 14-0) var blevet lovet “Thunder from Down Under” af den australske mandatory udfordrer April Adams (nu 11-2-1) i forsvaret af WBO VM-titlen i superbantamvægt.
Fra starten af 1. omgang var det dog Thorslund, der leverede tordenen, og Adams blev drevet baglæns gennem hele omgangen. Australieren kunne dog godt tage nogen slag, og i 2. omgang prøvede hun også at slå igen. 3. omgang var igen komplet dansk dominans, uden at Adams ville give sig helt.
I 4. omgang fik godt dybt arbejde Adams til at smide tandbeskytteren, og mod slutningen af omgangen var australieren rystet og presset, og klokken kom som en befrielse for hende. Igen i slutningen af 5. omgang var Adams hårdt ramt, og man kunne faktisk sidde og beundre hende for, at hun holdt sig oprejst.
Thorslund satte tempoet en smule ned i 6. og 7. omgang, hvor hun lurede mere på åbningerne, uden at det dog rigtigt bragte Adams ind i kampen. Adams var nødt til at satse lidt mere i 8. omgang, og hun ramte faktisk et par gange. Men hun åbnede sig også for rene træffere.
I 9. omgang røg Adams’ tandbeskytter igen, men hun blev ved med at prøve, og hun tog sine klø med anstand. Og kløene kom både højt og dybt. Adams prøvede også i 10. omgang, hvor Thorslund ikke tog for store chancer. Alligevel blev Adams igen hårdt rystet mod slutningen af omgangen.
Thorslunds pointsejr kunne have været dømt 1000-0. Nu er reglerne bare sådan, at sidedommernes votering kom til at lyde på 3 x 100-90.