Feriebilleder: Snapshots fra sværvægt

Joshua tabte til Ruiz. Nu kæmper promoter Eddie Hearn med at få WBA/IBF/WBO-rematchen på plads. Ruiz vil tilsyneladende ikke til London, som det ellers var Hearns plan.

WBC vil sandsynligvis gøre Deontay Wilder til “franchise champion”, hvilket i praksis betyder, at Wilder ikke behøver at bokse pligtforsvar. Wilder og hans bagland har ganske vist aldrig interesseret sig synderligt for mandatories, men nu bliver han altså helt fri. Wilders “franchise” status vil for eksempel betyde, at engelske Dillian Whyte ikke længere er interesseret i ham, for promoter Eddie Hearns plan har hele tiden været at tvinge Wilder til at møde Whyte som mandatory udfordrer.

Wilder mødte Breazeale i maj, han møder Luis Ortiz i en rematch i august, og den køreplan, der tidligere har været talt om, lægger op til en efterfølgende kamp mod Adam Kownacki – der dog først skal slå Chris Arreola.

Tyson Fury hævdede forleden, at hans rematch mod Wilder er underskrevet og bekræftet til den 22. februar. Det kendte Furys amerikanske promoter, Bob Arum, ikke noget til, og Wilder melder, at han er mere interesseret i at møde Andy Ruiz, hvis denne kan slå Joshua i rematchen (og hvis Wilder selv vinder over Ortiz).

Charr-Oquendo-Bryan farcen
Ovenstående er ungefär den lidt uoverskuelige status på de store titler, og i niveauet under fortsætter farcen om WBAs “almindelige” titel, hvor Manuel Charr på forunderlig vis stadig er mester, selv om han ikke har bokset siden 2017, og kun slap udenom en dopingdom på grund af procedurefejl. I juni blev det bekendtgjort, at en kamp mellem Charr og Interim mester Trevor Bryan var på plads, selv om sted og dato ikke var offentliggjort.

Nu er vi midt i juli, og kampen er stadig ikke offentliggjort. For at komplicere sagerne, så har den tidligere udfordrer Fres Oquendo gjort krav på titlen. Han hævder, at der var stillet en bankgaranti på 325.000 dollars, da han skulle møde Charr den 29. september. Pengene skulle komme til udbetaling, for eksempel hvis Charr testede positiv. Det gjorde Charr så, men pengene kom ikke, og Charr slap ud af dopingfælden.

WBA dekreterede så igen en kamp mellem Charr og Oquendo (der ikke har bokset siden 2014), men Charrs folk ville kun betale Oquendo ud af den bankgaranti, han tidligere ikke havde fået udbetalt, og det ville Oquendo-lejren ikke acceptere – med det resultat, at WBA trak Oquendo ud af ligningen og beordrede den Charr vs. Bryan kamp, som altså foreløbig ikke ser ud til at materialisere sig.

I mellemtiden er større navne så begyndt at interessere sig for Charr og Bryan. Der er tale om, at Tyson Fury kan møde Bryan den 5. oktober i USA – en kamp som Bryan og hans promoter, Don King, nok vil tjene en del mere på end på Charr. Dopingbokseren Jarrell Miller er såmænd også i spil til den kamp. Engelske navne som Joe Joyce og Dave Allen og amerikanske Charles Martin er til gengæld meget interesserede i Charr – der i Tyskland har fået andre problemer, i form af utilfredse skattemyndigheder.

Ingen sommerferie i sværvægt
Mens det meste af kampen på vægtklassens VM-niveau altså er foregået i kulisserne, så kan vi ikke rigtigt snakke om sommerferie i niveaet under. Der har været travlt, og ikke mindst vil alle fire OL-medaljetagere fra OL 2016 have været i ringen, når juli er slut. De manglende resultater vil blive opdateret, når de kommer.

Yoka TKO3 Dimitrenko
OL-guldvinder Tony Yoka (nu 6-0, billedet) vendte i Frankrig tilbage efter et års karantæne på grund af udeblivelser fra dopingtests. Det gjorde han ganske udmærket, da han uden besvær pillede den fadede russisk-tysker Alexander Dimitrenko (nu 41-6) fra hinanden. Kampleder Stephane Nicolo stoppede Dimitrenko i 3. omgang efter et par gulvture. Det var Dimitrenkos tredje nederlag i træk. Her er kampen:

Joyce V12 Jennings
I London fik OL-sølvvinderen Joe Joyce sin sin hidtil største proftest mod den tidligere VM-udfordrer Bryant Jennings, og den klarede han kun med besvær. Amerikaneren havde Joyce ramt dybt i starten af kampen, og englænderen måtte arbejde hårdt for at genvinde kontrollen og trække fra mod slutningen af kampen, hvor Jennings også blev trukket et points for talrige for dybe slag. Cifrene var 118-109, 117-110 og 115-112, men de to første scorer virkede rigeligt klare. Her er kampen:

Hrgovic vs. Heredia
Sauerlands OL-bronzevinder Filip Hrgovic fra Kroatian blev sendt på udebane i Mexico, men til gengæld i en ganske smart matchning mod lokale Mario Heredia, der har fået sin urealistisk høje BoxRec rangering (nr. 47) via en split decision over det efterhånden noget forstenede fortidsuhyre Sam Peter.  Hrgovic (nu 9-0) havde som ventet ikke de store problemer med den lille, massive Heredia (nu 16-7-1), der blev stoppet i 3. omgang.

Dychko KO2 Heaven
Det gik vist lidt under radaren, da den dobbelte OL-bronzevinder fra 2012 og 2016, kazakhstaneren Ivan Dychko (nu 9-0) i Florida knockoutede den overkommelige amerikaner Nate Heaven (nu 9-3) i 2. omgang. Dychko har vundet alle sine ni sejre før tid, men han er stadig den hemmelige OL-medaljetager, mens de andre medaljetagere fra 2016, Yoka, Joyce og Hrgovic, har fået væsentligt mere hype. Her er afgørelsen:

Parker TKO10 Leapai
Den tidligere WBO-verdensmester Joseph Parker (26-2) fra New Zealand boksede i USA et slags Stillehavs-lokalopgør mod Alex Leapai (nu 32-8-4) fra Samoa. Leapai blev stoppet i 10. omgang. Her er kampen:

Dubois KO5 Gorman
På samme stævne som Joyce vs. Jennings i London blev en britisk titelkamp mellem Daniel Dubois og Nathan Gorman blæst op til at være mere spændende, en den reelt var. Gormans rekordliste var bygget omhyggeligt op, og hans to seneste modstandere var endda også Dubois-modstandere, men han havde ikke helt styrken til at true Dubois (nu 12-0), der knockoutede Gorman (nu 16-1) i 5. omgang. Dubois er kun 21 år, men han virker klar til større kampe. Her er kampen:

Whyte UD12 Rivas
Den måske mest interessante kamp i hele dette bundt blev bokset i London, og den stod mellem Dillian Whyte (nu 26-1), der i årevis har kæmpet for sin plads som mandatory udfordrer til Wilder, og colombiansk-canadiske Oscar Rivas (nu 26-1), OL-kvartfinalist fra 2008. Kampen er officielt en WBC eliminator – der i sidste øjeblik blev gjort til en Interim VM-kamp – men det kan altså blive ret akademisk, hvis Wilder bliver “franchise mester”. Whyte vandt kampen mod Rivas på points, men han var i gulvet og hårdt rystet i 9. omgang. Cifrene var 2 x 115-112 (Guido Cavalleri og Mark Lyson) og 116-111 (Craig Metcalfe).

Chisora KO2 Szpilka
På samme stævne som Whyte vs. Rivas skulle Dereck Chisora (nu 31-9) prøve at holde liv i forhåbningerne mod den uberegnelige polak Artur Szpilka (nu 22-4). Det gjorde Chisora ganske effektivt, da et højre sving rystede Szpilka i 2. omgang, og Chisora fulgte op. Kampleder Mark Lyson stoppede kampen efter 1:01 af omgangen.

Price RTD10 Allen
I den sportsligt nok mindst interessante sværvægtskamp på Whyte vs. Rivas stævnet – men samtidig måske den kamp, der trak mest britisk publikumsinteresse – mødtes englænderne David Allen (nu 17-5-2) og David Price (24-6). Allen havde tabt soleklart til stærke folk som Dillian Whyte, Luis Ortiz og Toky Yoka, men mange mente, at han mindst havde en punchers chance mod den sårbare kæmpe David Price (nu 25-6). Allen blev i lange stræk udbokset af den større Price, og han opgav efter 10. omgang.

Hughie Fury TKO7 Peter
På et stævne i Jeddah, Saudi-Arabien, havde Hughie Fury (nu 23-2) fået lov til at møde aldrende Sam Peter (nu 38-8). Da Peter havde svinget forgæves i luften, og landet en del urene slag, var der ikke meget ilt tilbage i de gamle lunger, og i 7. omgang gik det helt i kage. Peter ramte Fury på låret, og da kampleder Ingo Barrabas ville skille bokserne, ramte Peter Barrabas på næsen, for derefter at tumle ud i tovene og påstå, at kamplederen havde givet ham en skulderskade. Her er kampen:

Washington KO8 Helenius
Den 35-årige svensk-fødte finne Robert Helenius havde fået en stor chance for at følge op på sejren over Erkan Teper, og bringe sig tilbage i feltet af udfordrere i sværvægt. I Minneapolis i USA mødte han den tidligere VM-udfordrer Gerald Washington, og langt hen ad vejen gjorde Helenius (nu 28-3) det fint. Efter syv omgange førte han knebent på to scoresedler, og Washington begyndte at virke træt. Så landede Washington (nu 20-3-1) en stor højre, og Helenius var helt færdig. Det kostede angiveligt en kamp mod Kownacki. Her er highlights:

Martin TKO4 Martz
Charles Martin var faktisk IBF-verdensmester, hvis nogen skulle have glemt det – og det kan man nemt komme til, for han var blot mester i omkring tre måneder, fra Vyacheslav Glazkov fik en knæskade i kampen om den ledige titel, til Anthony Joshua sendte Martin i brædderne i 2. omgang. På trods af et senere nederlag til Adam Kownacki ruller 33-årige Martin (nu 27-2-1) stadig videre, og i Minneapolis stoppede han den boksemæsigt begrænsede Daniel Martz (nu 18-7-1) i 4. omgang, efter et par gulvture til Martz. Her er highlights:

Ajagba UD10 Demirezen
På uforklarlig vis var tyrkiske Ali Eren Demirezen kravlet op som nr. 33 på BoxRec. Det gjorde ham til en attraktiv modstander til OL-kvartfinalisten Efe Ajagba fra Nigeria, på Thurman vs. Pacman stævnet i Las Vegas. Demirezen (nu 11-1) gav dog Ajagba (nu 11-0) større problemer end ventet, og han formåede i perioder at presse nigerianeren. Cifrene på 99-91 Adalaide Byrd og John McKaie virkede alt for klare, og Steve Weisfelds 97-93 så mere realistiske ud.

Kownacki UD12  Arreola
Den potentielle Wilder-modstander Adam Kownacki (19-0) skulle i Brooklyn, New York gennem en formentlig sidste test mod veteranen Chris Arreola (38-5-1). Det blev til underholdende slagsmål, hvor “den polske Brian Nielsen” vandt klart på dommersedlerne, 2 x 117-111 (Lou Moret og Kevin Morgan) og 118-110 (Don Trella).

Skandinaviske efternoter
På den skandinaviske front, så kører det endnu  ikke rigtigt for svenske Otto Wallins raid i USA. Først fik han en kamp mod Nick Kisner erklæret No Contest, da Kisner fik en øjenskade. Og i denne måned fik Wallin så en kamp mod BJ Flores aflyst i sidste øjeblik, da Flores ikke blev godkendt af lægerne.

Islandske Gunnar Kolbeinn Kristinsson (nu 11-0) har meldt, at han i starten af måneden i Budapest vandt sin første kamp i mere end et år. Ungarske Gyorgi Kutasi (nu 4-12) var i gulvet fire gange, inden kamplederen afbrød kampen i 2. omgang. Kampen er dog endnu ikke kommet på upålidelige BoxRec. Jungletrommerne dunker om Kolbeinn vs. Ljungquist….

Foto: Tony Yoka Facebook
Kommentarer