Havnaa bokser i Horsens

Den norske cruiservægter Kai Robin Havnaa (14-0) er på programmet ved Team Sauerlands stævne i Horsens den 22. juni, hvor Dina Thorslund bokser hovedkamp.

“Jeg ser virkelig frem til at komme tilbage i ringen, og jeg glæder mig til at bokse i Danmark igen. Jeg startede min karriere i Danmark og havde nogle rigtig gode kampe dér, så det er dejligt at komme tilbage for at fortsætte min rejse,” siger Kai Robin Havnaa i en pressemeddelelse.

I hans seneste kamp hjemme i Norge vandt Havnaa en lille IBO International titel ved at slå tyske Ras Rashid. I Horsens skal han møde georgiske Levani Lukhutashvili (8-3) i en kamp over 10 omgange.

Georgieren er på forunderlig vis er at finde som nr. 84 i letsværvægt på BoxRec, antagelig i kraft af en overraskende TKO-sejr på udebane over franske Kevin Cojean. Havnaa er nr. 102 i cruiservægt, så selv om Lukhutashvili formentlig er en overkommelig modstander, så skader han i hvert fald ikke Havnaas placering på BoxRec, hvis Havnaa vinder.

Kommentarer