Adams: Det bliver min hårdeste kamp

Australske April “Armageddon” Adams står overfor den hidtil største opgave i hendes karriere, når hun den 22. juni skal prøve at vriste WBOs VM-bælte i superbantamvægt fra Dina Thorslund.

“Selvfølgelig forventer jeg, at det bliver min hårdeste kamp til dato. Dina er den nuværende verdensmester af en grund. Det ville ikke være en VM-kamp, hvis ikke det var en reel test. Du er nødt til at gøre dig fortjent til at nå det øverste trin i boksning, og jeg er klar til det. En VM-kamp er en enhver professionel fighters drøm. Den retfærdiggør alle de ofre, man har lavet undervejs. Derfor går jeg all in til denne kamp, for bæltet skal med hjem til Australien,” siger April Adams i en pressemeddelelse.

Kampen er markedsført som Thunder from Down Under, og ifølge Adams er det, hvad tilskuerne kan forvente.

“Absolut, den her kamp kommer til at leve op til den tagline. Vi har set på al den video, der er tilgængelig, af Dina for at finde eventuelle fejl, vi kan udnytte. Der er fejl, men der er ingen tvivl om, at Dina gør, hvad hun gør, rigtig godt, og at hun ved, hvordan man bokser. Men spørgsmålet er, om Dina kan ride stormen af,” siger Adams, der melder om gode forberedelser.

Hun har sparret med bare-knuckle-verdensmesteren Bec Rawlings, der er tidligere UFC-kæmper, og den australske fjervægtsmester Bianca  Elmir (3-0).

“Jeg føler, at min træning går perfekt, og at jeg er, hvor jeg skal være på dette tidspunkt i mine forberedelser. Jeg føler mig stærk. Jeg har ikke gjort andet op til denne kamp end at sørge for, at jeg er så stærk og fit som muligt. Jeg har trænet to gange om dagen; bokseteknik, eksplosiv styrke og udholdenhed,” fortæller April Adams.

Foto: Team Adams
Kommentarer