I Spiroudome Arena i Charleroi i Belgien gik Abdul Khattab (nu 18-3-1) lørdag eftermiddag i ringen til sin første professionelle titelkamp, om WBA Continental i mellemvægt, mod titelholderen Mikalai Vesialou (nu 11-0-1) fra Hviderusland.
Khattab startede ganske fornuftigt og velovervejet mod den hviderussiske højrefodsbokser, og satte tålmodigt de renere træffere, men Vesialou prøvede at presse Khattab med en serie midt i omgangen. I 2. omgang fik Vesialou venstre krydset lidt bedre med. De to boksere stødte jævnligt hovederne sammen, selv om det egentlig ikke var en uren kamp, og i slutningen af 2. omgang fik Khattab et cut over panden.
Vesialou satte tempoet op i 3. omgang, og hans mange slag satte ham i førersædet. Khattab havde svært ved at holde rytmen, og hviderusseren fik sin højre på ydersiden af Khattabs venstre fod. Khattab fik enkelte træffere ind, og det var stadig en ret lige kamp, men Vesialou havde også i 4. omgang fat i den lange ende.
Den velskolede hviderusser brugte sit højre jab godt, og han fulgte godt op med venstren og med kombinationer. Og i 6. omgang virkede Khattab lidt i problemer, da han blev ramt. En lidt træt Khattab prøvede at skifte fodstilling i 7. omgang, og det virkede faktisk udmærket, for Vesialous rytme blev brudt en smule, og Khattab fik gode dybe træffere ind, men mod slutningen fik Vesialou en ganske effektiv serie ind.
Mikkel Kessler prøvede at give Khattab lidt luft ved at være langsom til at forlade ringen ved omgangenes start. I 8. omgang fik Vesialou en skade ved øjet, og det fik ham til intensivere sine angreb. Kessler fik løsnet tapen på Khattabs hanske, så Khattab fik yderligere et par luftpauser, og danskeren var også rimeligt med i 9. omgang.
I 10. omgang boksede Vesialou på det sikre, og Khattab kom pænt med. Men danskeren prøvede tilsyneladende også forværre Vesialous skade med uren boksning, men uden at score points. Khattab holdt også meget i 11. omgang. I 12. omgang satte Vesialou igen turbo på. Khattab borede ind med hovedet forrest, og en sidste offensiv virkede ganske forgæves.
Efter de 12 omgange gik sejren til Vesialou med cifrene 115-113 (Mikael Höok) og 2 x 117-111.
Foto: Mikkel Kessler Facebook