Sværvægteren Kem Ljungquist er efter fem ugers sparring med Kem Ljungquist rejst hjem til Danmark. Og han har masser af inspiration med i bagagen efter.
“Det er en meget stor ting for mig, når verdens største sværvægter beder mig om at komme og sparre med ham for at hjælpe ham med at blive klar til sin næste kamp. Det ser jeg som en smuk ting. Det er vanvittigt,” siger Kem Ljungquist i en pressemeddelelse
Ljungquist var én af tre sparringspartnere, der sparrede tre-fire omgange tre gange om ugen med Fury. Og det har danskeren lært meget af.
“Tyson er uden tvivl den bedste bokser i verden efter min mening. Han er virkelig på toppen af sit game lige nu. Det har været fedt at sparre med ham, når han er på det niveau, fordi det er rigtig godt for min egen boksning, og jeg kan se, hvad jeg skal arbejde på. Jeg lærer meget at være omkring Tyson, da han har en stil, som jeg kan lide, og en stil, som jeg gerne selv vil være bedre til. Både ham og hans træner Ben Davison har været gode til at rose, når jeg har gjort noget godt og generelt kommet med gode råd,” fortæller Ljungquist, der gerne selv vil bokse i Las Vegas.
“Det er alle bokseres drøm at bokse i verdens boksehovedstad. Det er inspirerende, når man ser Tyson på plakater i ethvert kasino og på de store billboards. Jeg arbejder selv hårdt på at blive en verdensstjerne. Jeg er ekstremt motiveret. Det er det eneste mål, jeg har i mit liv. At vise verden, hvem jeg er, er det eneste, der betyder noget. Jeg tænker kun på at spise rigtigt, træne rigtigt, sove rigtigt. Jeg vil gøre tingene perfekt for at nå mit mål,” siger han.
Ljungquist sparrede også med Fury i 2018. Da foregik det i Manchester i England.