Profdebutanten Oliver Møllenberg får serbisk modstander ved Gilleleje Fight Night Galla lørdag den 12. januar. Han møder Nemanja Jasenovski (0-1) i en kamp over 4 omgange i letweltervægt.
“Oliver Møllenberg har slået sig til tops blandt amatørerne, hvilket han i 2018 slog en tyd, fed streg under ved at vinde de sjællandske, danske og nordiske mesterskaber. For at fortsætte sin udvikling, så har han valgt at gå all-in på sin sport ved at satse alt på sporten, hvorfor det falder naturligt også at smide uldtrøjen og bokse professionelt. Den lokale favorit er en bokser, der er fuld af selvtillid, og han garanterer, at vi får hans talent at se i fuldt flor den 12. januar, når han tager mod Nemanja Jasenovski,” lyder det i en pressemeddelelse fra promoter Thomas Møllenberg.
21-årige Jasenovski har bokset sin ene professionelle kamp i Tyskland, hvor han blev pointsbesejret af sin serbiske landsmand Mirko Jovic – der inden da kun havde vundet én profkamp, nemlig da han i 2017 overraskede ved at slå Puriya Haidari.