Palle tilbyder igen Patrick Nielsen en Morell-kamp

Promoter Mogens Palle har tidligere givet Patrick Nielsen offentlige tilbud om en kamp mod DFN-bokseren Jeppe Morell. Nu har han igen tilbudt Nielsen en kamp, men ifølge Ekstra Bladet på Nielsens eget initiativ.

“Patrick kontaktede mig for et par uger siden. Vi har holdt et møde for at se, om vi kan finde ud af noget i forhold til et samarbejde. Han lovede at vende tilbage dagen efter. Det gjorde han ikke. Men vi har været i kontakt,” siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.

Tidligere har Palle ifølge BT tilbudt Patrick Nielsen mellem 60.000 og 100.000 – afhængigt af antal omgange og eventuel titel – for kampen. Det fremgår ikke, hvad buddet er denne gang, men tilsyneladende er der et stykke vej mellem parterne.

“Patrick har en opfattelse af, at han skal have mere for at stille op. Når man – som Patrick – skal i gang med genopbygning af karrieren, må man også investere lidt selv. Jeg har givet ham et fornuftigt tilbud. Hvis Patrick kommer på andre tanker og er parat til at imødekomme mit tilbud, står det stadig ved magt. Jeg vil fastholde, at han også må bidrage til projektet, fordi han skal kickstarte karrieren,” fastslår Mogens Palle.

Kilde: eb.dk, Foto: Boksenyt
Kommentarer