Radovanovic: Jeg har en masse erfaring

Det er en titelrutineret og velskolet bokser, Dina Thorslund er sat til at forsvare sit WBO VM-bælte mod den 26. september. Men også en modstander, der er vant til at bokse i lettere vægtklasser end Thorslunds superbantamvægt.

I 2018 tabte Nina Radovanovic en WBC Interim VM-kamp i bantamvægt på en split decision på udebane mod østrigske Eva Voraberger – en modstander hun tidligere havde slået. Og i starten af karrieren var hun på et tidspunkt oppe i superbantam.Men hun har også bokset titelkampe i fluevægt, og i 2016 klemte hun sig en enkelt gang i letfluevægt.

Serbiske Radovanovic (14-3) føler sig dog rustet til at udfordre den danske verdensmester.

“Jeg er meget begejstret for at møde Dina.Jeg har set et par af hendes kampe, og det ser ud til, at vi har det samme temperament. Hun er en stærk fighter, så jeg forventer, at kampen bliver meget attraktiv for publikum,” siger Radovanovic i en pressemeddelelse.

Hun understreger ikke mindst sin betydelige erfaring.

“Jeg har haft flere titelkampe, som allesammen har været fantastiske. Jeg har fået en masse erfaring fra dem alle, som jeg vil bruge til min fordel. Det er ikke noget nyt for mig at bokse væk hjemmefra i min modstanders land. Det elsker jeg! Jeg glæder mig. Jeg tror, at de danske fans får sig en overraskelse,” mener hun.

En interessant detalje ved den serbiske kvinde er, at hun har fortsat sin amatørkarriere ved siden af profkarrieren. Hun deltog i 51 kg ved OL-kvalen i London i marts. Her slog hun belgiske Sanae Jah, inden turneringen blev afbrudt på grund af corona. Samme Sanae Jah havde hun slået i en profkamp i 2018. Ved EM i 2019 slog hun en af favoritterne, Anush Grigoryan.

Foto: Nina Radovanovic Facebook PR-foto
Kommentarer