Ifølge netmediet Dkfight har Sarah Mahfoud fra Team Sauerland i maj fået et tilbud på 70.000 Euro for en kamp mod Dina Thorslund. Det har promoter Mogens Palle ikke reageret på, og han er ikke interesseret i kampen.
“Jeg er helt uinteresseret i, hvad Sauerland lukker ud af gylle til medierne. Jeg har besvaret deres tilbud den 26, januar 2019, med et klart “nej tak – og det ændrer jeg ikke.
Sarah og jeg er kontraktligt bundet til hinanden, og det er alene undertegnede, der har rettighederne til at arrangere hendes kampe, hvilket jeg synes er gået tilfredsstillende,” skriver Mogens Palle i en mail til Palle Hyldgård Poulsen på DkFight.
Promoter Nisse Sauerland ærgrer sig over, at kampen for nærværende ikke ser realistisk ud.
“Jeg tror ikke kampen bliver til noget nogensinde. Desværre. Det vil være den kamp, hvor begge boksere vil få deres største payday,” siger Nisse Sauerland.
Mogens Palle melder på sin side til Dkfight, at han ikke har opgivet kampen.